Kære Venner!
Regnen trommer ned udenfor. Der er endelig kommet god gang i regntiden. Alt er meget grønt og frodigt nu. Også indendøre. Kalabasserne på væggene, hovedpuderne i sengen og tøjet i skabene mugner. Der ligger en tung muggen lugt over det hele. Men folk er glade. Regn betyder afgrøder. Og afgrøder behøver man, også selv om man har et job. Priserne på fødevarer er meget høje nu, og lønningerne er små. Hvis man i det hele taget får løn. I kirken har folk ikke fået løn siden maj. En væsentlig del af kirkens indtægter kommer fra medlemskontingenter og indsamlinger blandt medlemmerne. Men de fleste medlemmer har det også svært økonomisk, og så er der heller ikke megen tillid til den økonomiske styring i kirken. Man kan ikke se hvor pengene går hen, eller at man får noget for dem. Så bidragene bliver enten i folks lommer (hvis der i det hele taget har været noget i lommen) eller i stifterne, hvor pengene bliver samlet ind. Den store udfordring for kirken er at få skabt tillid til ledelsen og få opbygget en struktur, som kan finansieres af kirkens egne medlemmer. Løsningen er jo ikke, at folk udefra bliver ved med at pumpe penge i en organisation, der aldrig vil kunne blive selvbærende. Sagt på en lidt anden måde, så må kirken lære at sætte tæring efter næring. Og det er en svær øvelse, når man gennem mange år har været vant til, at pengene bare falder ned fra himlen, uden at man selv behøver at gøre noget. Men en nødvendig øvelse, hvis man nogensinde skal blive virkelig selvstændige og virkeligt stolte af sin kirke. Det betyder ikke, at man ikke skal yde støtte til kirken udefra, men støtten skal måske gives til bestemte afgrænsede projekter og investeringer og ikke til den løbende drift. Hvis den daglige drift ikke kan klares af kirken selv efter 80 års støtte fra Danmark, er der noget galt med den daglige drift. Så man har virkelig et problem, som der ikke er nogen lette løsninger på. Det gør heller ikke sagen bedre, at man er indviklet i en ulykkelig kirkestrid, hvor der føres endeløse retsager. Disse retsager koster formuer, men udfaldet er tvivlsomt. Man kan nemlig ikke føre ordentlige retsager i et retsløst land. Dommerne og politiet kan hele tiden bestikkes, og når man tror, at der er kommet en afgørelse, sidder folk bare kendelsen overhørig, og det får ingen konsekvenser. Så det kan godt virke lidt håbløst.
Disse forhold påvirker jo også os, selv om vi har vores økonomi på det tørre. Hele stemningen er lidt trykket og opgivende, og mange folk kommer til vores dør for at bede om penge. I forvejen er deres lønninger meget små, så der er absolut ingen reserver at tage af. Og når lønnen så udebliver i flere måneder er det svært. Men vi kan jo ikke lønne hele præsteseminariet, så for det meste må vi sige nej til folk. Der er selvfølgelig undtagelser med folk, vi har et særligt forhold til, eller i specielle sygdomstilfælde. Så nu må vi håbe, at regnen bliver ved, så høsten bliver god.
Ellers er der jo stille her på compounden. Både seminariet og secondary skolen har ferie. Vi har også selv holdt ferie. I tre uger havde vi gæster fra Danmark, to veninder, Helle og Bente, fra Viborg. Det er jo altid dejligt med besøg hjemmefra. Vi var såmænd ikke så meget rundt med dem, men alene det, at det tager flere dage at komme fra lufthavnen i Kano til her hvor vi bor gør jo, at man får kørt en del. Men de fik da et indtryk af Nigeria, og hvordan vi lever her.
Da vi havde sendt dem af sted, var vi næsten en måned i Jos. I en lille uges tid passede vi kirkens gæstehjem, Dogon Dutse, så værtsparret, Kirsten og Egon, kunne få lidt velfortjent ferie. For det er virkelig et heltidsjob. Vi misunder dem det ikke! Resten af tiden fik vi holdt lidt ferie og fik læst en masse. I Jos var der dog næsten for køligt. Ofte skulle man have både sokker og trøje på. Og så regnede det hver dag.
Mens vi var på Dogon Dutse mødte vi en meget spændende mand, professor Aaron T. Gana. I 1994 startede han et center for demokratisk ledelse, som ligger lige over for Dogon Dutse. Målet er kort sagt at opdrage nigerianerne til demokrati. En aften efter andagten fortalte han om centerets arbejde, og senere fik vi lov til at lave et langt interview med ham. På baggrund af dette interview har vi skrevet en artikel, som vil blive bragt i Kristeligt Dagblad i tillægget "Danmark og Den tredje Verden" den 14. august 1998. Det er opløftende, at møde mennesker som professor Gana og blive klar over, at der også arbejder positive kræfter i dette plagede land.
Men nu er vi altså tilbage på Mbamba igen. Her er jo noget varmere end i Jos, selv om det jo slet ikke er noget, der tåler sammenligning med temperaturerne i foråret.
Inden vi tog på sommerferie tog vi afsked med vores nabo, Mark. Han var en ung amerikaner, der i to år havde undervist i engelsk på seminariet. Men nu skulle han så hjem og i gang med en uddannelse. Det er meningen, at der skal komme en ny amerikaner, der skal undervise i engelsk. Vi er spændte på hvem det bliver, men det bliver nu svært at komme efter Mark. Han var meget dygtig til at undervise og meget afholdt. Vi havde også et særdeles godt forhold til ham, så vi er kede af, at han er rejst.
Vi har lige fået ny principal her på seminariet, Musa Filibus, der lige er vendt hjem efter fire års studier i USA. Det er så den tredje leder, vi skal til at arbejde sammen med i løbet af de 1½ år vi har været her. Ledelse er ikke kirkens stærke side, heller ikke personalestyring! Men vi er stadig optimistiske. Der er også kommet flere nye unge lærere, så det kan være, at der kan sættes gang i en positiv udvikling, hvis ellers kirkens ledelse kan lade være med at blande sig. Og hvis der kan findes penge til at finansiere skolens drift med. Kirkens kompetente forsamlinger har for år tilbage vedtaget, at kirken selvfølgelig betaler til sin præsteuddannelse, men hvis det nogensinde er sket, er det i hvert fald adskillige år siden. I årene umiddelbart før vi kom er pengestrømmen nærmest gået den modsatte vej, således at de studerende ud af deres fattige skolepenge har bidraget til kirkens drift.
Fra det kommende semester er skolepengene blevet hævet med 50%. Det har skabt vildt oprør blandt de studerende. Det forstår vi da godt, for de har heller ingen penge. Men det er nu engang ikke gratis at drive en præsteskole. Og selv med denne forhøjelse er der behov for, at andre betaler til drift og vedligeholdelse. Det ser jo ikke ud til, at kirken vil være i stand til at bidrage til sin præsteuddannelse (eller for den sags skyld lønne de præster, der bliver uddannet!), så vi har foreslået, at stifterne skal betale direkte til skolen her. Hvad det ender med ved vi ikke. Men man er jo eksperter i at stikke hovedet i busken og i øvrigt skubbe problemerne foran sig (når det bliver galt nok, plejer der jo at falde penge ned fra himlen!), så formodentlig bliver der ikke truffet nogle konsekvente beslutninger eller fundet varrige løsninger. Så der bliver nok heller ikke i år penge til vedligeholdelse af bygninger og kapitaludstyr. For slet ikke at tale om henlæggelser til at erstatte vandtank og pumpe og skolebus, når disse ting om nogle år er slidt op. Hvilket vil sige, at om få år har man ingen præsteskole, fordi det hele er faldet sammen på grund af manglende vedligeholdelse. Med mindre selvfølgelig Sudanmissionen endnu engang få medlidenhed med den stakkels kirke, der ikke kan finde ud af det, og derfor nok engang bevilger en renovering af skolen. Men pengene var jo nok bedre brugt på fra starten at lære dem noget om økonomistyring og ledelse. Det er jo desværre bare lettere sagt end gjort, da det ikke kun er noget rent teknisk, der skal læres, men nok så meget en holdningsbearbejdning, der skal til. Og det kræver jo folks aktive medvirken.
Det er i øvrigt interessant, at de her beskrevne problemer med ledelse, økonomistyring m.v. ser ud til at gælde for mange kirker og andre organisationer i Afrika. Der må virkelig være tale om et kultursammenstød. En dag vi snakkede med ærkebiskoppen om det, fortalte han, at han havde rejst over hele Afrika, og overalt havde han set det samme: når de hvide mennesker forlod et projekt, faldt det sammen. Han konstaterede det bare, nærmest som om det var en naturlov. Men så længe man bare konstaterer, at sådan er det, vil der ikke ske noget. Først den dag der virkelig er et oprigtigt ønske om at ændre det, vil der blive ændret noget. Men det vil koste noget af den traditionelle afrikanske kultur, og den pris er man åbenbart ikke villig til at betale. Men "vestlige" organisationer og institutioner kan altså ikke drives på traditionel afrikansk måde. I øjeblikket er problemet, at man vil have begge dele. Men det må man jo så som donor forholde sig til.
De sidste par måneder inden sommerferien var der en god udvikling i gang her på skolen. Folk der har været her i mange år siger, at de ikke har oplevet, at skolen har været så god. Der var idrætsarrangementer, fællestimer med foredrag og diskussionsaftner m.v. Ting der ville have været utænkelige for kort tid siden. Og lærermøderne har også været mere positive og konstruktive på det sidste. Vi håber, at de gode takter fortsætter i det kommende semester. Det starter den 14. september.
Det første problem for Anders bliver at få kradset de forhøjede skolepenge ind. I sidste semester lykkedes det faktisk at få alle skolepenge og al de studerendes gæld betalt. Godt nok langt fra til tiden, men betalt blev det dog. Det er garanteret aldrig sket før i skolens historie, så det var virkelig en triumf for business manageren. Næste mål er at få dem til at betale pengene til tiden, så vi undgår det evindelige sejtrækkeri og bønner om udsættelse og alle mulige skrøner om hvorfor pengene ikke lige er der nu, men på torsdag…
Da vores nye principal vendte hjem fra USA havde han i bagagen fire brugte computere til skolen. Dem skal Anders nu til at kigge på og have installeret. Umiddelbart lyder det jo forjættende med computere til skolen, men det er nu ikke uproblematisk at få indført computere her. For det første er strømforsyningen af svingende kvalitet, så det er nødvendigt at beskytte elektronisk udstyr med særlige stabilisatorer. De koster penge. Dernæst er det i den varme tid nødvendigt med en bordventilator til at køle udstyret. Det koster flere penge. I tørtiden er der harmattan med støv, der trænger ind alle vegne. Derfor skal der laves særlige støvdækkener og helst støvtætte skabe eller lignende. Endnu flere penge. Endelig skal maskineriet opbevares nogenlunde sikkert, så det ikke bliver stjålet. Og døre og dørlåse er af en sådan kvalitet, at der nok bliver et problem der. Nået så vidt kan man begynde at bruge disse computere. Det kræver, at nogle bliver oplært i det, hvilket kan blive en stor opgave, da det er de færreste her , der har set en computer og som har en fornemmelse af, hvad det drejer sig om. Det kan også blive svært at få indarbejdet de nødvendige rutiner til at gemme dokumenter på harddisken og få taget regelmæssig backup. Og det kræver også disketter. Flere penge. Og der kræves blæk til printerne. Endnu flere penge.
Skolen har et par kopimaskiner, men i den tid vi har været her, har der ikke været penge til at købe toner. I øvrigt står her også en dejlig elektrisk IBM-skrivemaskine, der er givet fra Danmark. Desværre er der ikke penge til at købe de dyre special farvebånd den kræver, og for øvrigt kan de nok slet ikke fås her. Så man frygter jo, at det kommer til at gå på samme måde med computerne.
Else har lige været til lærermøde, hvor der blev lavet fagfordeling. Der er i det kommende semester 14 lærere, så det betyder, at hver lærer ikke behøver at have så mange timer, men der skal jo også være tid til at dyrke føden. Else skal have to kurser: Introduktion til Det ny Testamente, som hun også havde sidste år, og De Lutherske Bekendelsesskrifter. Det er hun godt tilfreds med. Nu kan hun så gå i gang med at forberede sig. Og Anders skal i gang med at forberede sig på at færdiggøre budgettet og gøre klar til at modtage skolepengene.
Der skulle gerne være en, der kunne oplæres i at varetage økonomien, men kirkens ledelse siger uden at blinke, at det er svært at finde nogle, man kan stole på. Det er åbenbart også en naturlov, at det er sådan i en afrikansk kirke. Men trist er det nu. Og det vil nu være godt, at der er en, der kan tage over, når vi forlader skuden. Anders har for længe siden meddelt, at han indstiller arbejdet til nytår. Så er der et par måneder, hvor han kan stå til rådighed med råd og vejledning for den person, der skal overtage. Vi regner med at tage hjem, når semesteret er slut, og eksamensopgaverne er rettede. Det vil sige sidst i februar næste år.
Der har været en del opmærksomhed om Nigeria på det sidste på grund af den politiske udvikling. Vi kan berolige jer med, at de uroligheder, der har været berettet om, har været i den sydlige del af landet og altså langt væk fra, hvor vi befinder os. Det sydlige og det nordlige Nigeria er jo som to helt forskellige lande med forskellige sprog og kultur osv. Men i øvrigt er der en forsigtig optimisme i landet med hensyn til den politiske udvikling. Der skulle være en teoretisk mulighed for, at man slipper af med militærdiktaturet.
Men lige nu ser vi frem til at skulle i gang med vores opgaver i det kommende semester. Det bliver dejligt kun at skulle koncentrere sig om dem og vores overskuelige lille verden her på skolen. Når vi har ferie og tid til at tænke, kommer vi let til at fokusere på alle kirkens problemer på en gang - og det kan godt virke overvældende.
Kærlig hilsen
Anders & Else