Et lille lys i mørket

Et center i det kriseramte Nigeria arbejder på at gøre nigerianerne til demokrater

(Artikel bragt i Kristelig Dagblads tillæg "Den tredje Verden", 14. august 1998)

Af Anders Egede Larsen

Demokratiet har det svært i Afrika. Det store flertal af kontinentets 52 stater er fortsat under militærstyre. En af de mest berygtede militærdiktatorer, Nigerias Sani Abacha, døde i juni i år. Hans efterfølger, general Abdulsalam Abubakar, har netop offentliggjort en revideret plan for overgang til civilt styre. Ifølge denne plan skal der afholdes frie, internationalt overvågede valg i begyndelsen af 1999, hvorefter den demokratisk valgte præsident skal tiltræde den 29. maj 1999. Nigerianerne er ikke imponerede over disse løfter. De har hørt dem alt for mange gange før. Sani Abacha gav tilsvarende løfter, da han tiltvang sig magten i 1993. Så man er forsigtigt afventende. Et opmuntrende tegn er dog, at de politiske fanger i Nigeria er blevet løsladt. Det kunne tyde på, at den nye statschef i alt fald i øjeblikket mener hvad han siger. Men meget kan ændre sig i det næste halve år. Kredse i militæret, som troede at det var deres tur til at komme til fadet og udplyndre landet når Abacha var væk, kan i frustration gribe magten. Eller den politiske og økonomiske udvikling i landet kan "nødvendiggøre" atter en udsættelse af overgangen til civilt styre.

Men selv om valgene gennemføres som planlagt, hvilken slags demokrati vil det så være? Nigeria er et land, der er meget splittet: det har omkring 120 mio. indbyggere, som fordeler sig på mindst 250 forskellige folkeslag med hvert sit sprog og kultur, som for manges vedkommende er betydeligt mere forskellige end forskellene inden for EU. Og for mindre end 80 år siden blev man simpelt hen slået ihjel, hvis man kom ind på nabostammens territorium. Analfabetismen er på omkring 50%, men landet har efter afrikanske forhold også mange højtuddannede. De sociale forskelle er enorme. Nigeria rangerer som verdens 13 fattigste land, men der er folk der tæller deres formuer i millioner og milliarder af dollars. Islam og kristendommen kæmper hver med ca. 40% af befolkningen om dominansen i landet. Traditionelt er der modsætninger mellem syd og nord i det store land. Det store flertal af befolkningen dyrker stadig jorden med deres hakker, mens nogle af deres avancerede medborgere hacker på Internettet med deres computere. Folk i Lagos følger med i moden i Europa, mens deres landsmænd i bjergene op mod Cameroun stadig kun ifører sig blade. Så spørgsmålet er, hvordan får man et demokrati til at fungere i et så uensartet land.

Nigeria har kun få erfaringer med demokrati i vor forstand. I det meste af tiden siden uafhængigheden fra Storbritannien i 1960 har landet været styret af diktatorer, for det meste fra militæret. Så vil nogle valg, uanset hvor frie de måtte være, gøre Nigeria til et demokratisk land?

Professor Aaron T. Gana mener nej. Ifølge ham er demokrati ikke noget der kan gives fra oven, men noget folket selv må tilkæmpe sig, og til stadighed forsvare. Derfor grundlagde han i 1994 The African Centre for Democratic Governance (Det Afrikanske Center for Demokratisk Ledelse), i Jos i det nordlige Nigeria. Formålet med centeret er at styrke det civile samfund ved at fremme de demokratiske værdier og oplære folk i demokratiske holdninger. Centeret blander sig ikke i den aktuelle politiske kamp eller debat, men arbejder mere langsigtet med holdningsbearbejdning på græsrodsniveau.

Et eksempel på dette er en workshop man lavede i tilknytning til busstationen i Jos. Myndighederne opkræver månedlig en såkaldt udviklingsafgift af de chauffører, der bruger busstationen. Men der er ingen, der kan se, hvilken udvikling det er, pengene går til. I regntiden er busstationen et stort mudderhul, hvor man dårligt kan komme frem for mudder og skidt. Så han samlede chaufførerne for at fortælle dem, at de faktisk har rettigheder, og at de kan stille myndighederne til regnskab, når de ikke stiller de faciliteter til rådighed, som skatterne bliver betalt til. For mange var det nærmest en åbenbaring at få at vide, at de selv kunne stille krav til myndighederne og stille dem til ansvar for deres gerninger eller mangel på samme.

Efter den første workshop har Centeret fået mange henvendelser om at holde tilsvarende workshops og om hjælp til at danne sammenslutninger af forskellige velfærdsorganisationer. Chaufførerne har nemlig, ligesom mange andre faggrupper, dannet velfærdsorganisationer, der bistår medlemmerne, hvis de har økonomiske eller sociale problemer. Der er jo intet offentligt sikkerhedsnet under folk i Nigeria. Et væsentligt område for disse organisationer er at sørge for at afdøde medlemmer bliver transporteret tilbage til deres landsby for at blive begravet. I Nigeria har næsten alle en landsby, hvor de føler, at de hører hjemme, og hvor de skal begraves. Professor Gana ønsker imidlertid at udvide folks opfattelse af velfærd til også at omfatte politiske krav. Som han siger vil det jo være bedre at sikre nogle levevilkår, så folk ikke bliver syge og dør end at sørge for at liget bliver begravet.

Et andet område centeret arbejder på er kvindernes rettigheder. Først og fremmest prøver man at nå kvinder, der allerede har ledende positioner inden for det offentlige eller i det politiske liv. Der har været afholdt workshops, hvor man diskuterede de vanskeligheder, der er for kvinder i at deltage i det offentlige liv. Specielt i den nordlige del af Nigeria er traditionen og islam stærke undertrykkende faktorer. Men det viser sig faktisk, at mange af de områder, hvor kvinder har haft ledende poster, fungerer bedre, end hvor det er mænd, der er de ledende. Der er færre uregelmæssigheder og mindre korruption. Så en måde at styrke de demokratiske tendenser på, er at få flere kvinder ind i det offentlige liv.

Fra kvindeside er det foreslået, at centeret laver en workshop om kvinder og religion. Man ønsker at få muslimske teologer til at komme og fortælle præcis hvor i Koranen det siges, at kvinder ikke skal deltage i det offentlige liv. Formodningen er nemlig, at islam bruges som en undskyldning for kvindeundertrykkende traditioner. Professor Gana mener ikke, at religionen er nogen hindring for demokrati, hverken islam eller kristendommen. Han skulle have en vis forudsætning for at udtale sig om spørgsmålet, da han er tidligere muslim, men nu er konverteret til kristendommen. Han mener, at det er menneskers fortolkninger af religionen, der er problemet. F.eks. har mange kristne kirker i Nigeria fortolket Jesu udtalelse om, at man skal give kejseren hvad kejserens er og Gud hvad Guds er, som at kristne ikke skal blande sig i politik, ja, at det ligefrem var den sikre vej til Helvede. På den måde er den politiske scene i høj grad blevet overladt til muslimerne.

Det umiddelbare indtryk man som europæer får af afrikansk kultur er, at den er alt andet end demokratisk. Børneopdragelsen går i høj grad ud på, at børnene bare blindt skal adlyde deres forældre og store søskende, og ikke stille spørgsmål. I skolerne og uddannelsesinstitutionerne lærer eleverne stort set kun at reproducere, ikke at tænke selv. Og kritiske spørgsmål bliver taget meget unådigt op. Det er jo at sætte spørgsmålstegn ved autoriteten, og det kan man ikke i den afrikanske kultur. "Store mænd" har forret hvor som helst og når som helst. Så er det i det hele taget muligt at lære afrikanere demokrati?

Professor Gana køber ikke beskrivelsen af afrikansk kultur som værende udemokratisk. Han medgiver, at der er mange udemokratiske træk, men tilskriver det i høj grad de 30 års militærstyre, der har dræbt den demokratiske ånd i landet. Traditionelt har man haft en betydelig grad af demokrati. Måske ikke demokrati der ligner vores, men en styreform, hvor man i høj grad talte sig til rette om tingene. Og en traditionel hersker kunne ikke sidde længe, hvis folket var imod hans styre. Så der er en demokratisk tradition at bygge på. Og hvad angår børneopdragelse, så skulle han hilse at sige, at nigerianske børn godt kan stille deres forældre særdeles kritiske spørgsmål inden for familiens fire vægge.

Nigerianere er for det meste tålmodige og nøjsomme mennesker, der bøjer nakken for myndigheder og store mænd. Mere end 30 års diktatur har lært dem, at sådan er det, nærmest som en naturlov. Det er blevet sagt, at hvis en nigerianer bliver presset op mod en mur, vil han snarere rive muren ned for at undslippe end vende sig mod den der presser ham. Det er denne indstilling, der skal ændres, hvis der skal blive virkeligt demokrati i Nigeria. Folk skal blive klare over, at de har rettigheder. Og de skal lære at arbejde sammen, noget der er svært i en så opsplittet befolkning. Folk skal lære at se deres eget bedste i fællesskabets bedste. Opfattelsen af hvad demokrati er er også lidt uklar. En undersøgelse fornyelig viste, at 97% er for demokrati, men at kun 12% er indstillet på at arbejde for det.

Det er et langsigtet projekt professor Gana og hans fæller er i gang med. Selv har de en tidshorisont på mindst 25 år. Og det er uanset hvordan de aktuelle politiske strømninger er. Men at der findes kræfter som professor Gana og hans center gør, at det er muligt at have en lille gnist af optimisme på Nigerias vegne.