Det væsentligste pædagogiske middel er tavlen og et stykke kridt

I Nigeria er der mange forhindringer, hvis man vil uddanne sig til præst. Men det tager ikke modet fra folk.

(Artikel bragt i Under Afrikas Sol 1998)

Af Anders Egede Larsen

Julius kommer fra Koma-folket inde i bjergene ovre ved grænsen til Cameroun. Det er et meget afsides liggende område, som først sent har fået forbindelse med omverdenen. Julius fortæller, at det først var engang i 1960'erne, at de første Koma'er fik skoleundervisning. Og i Koma er der stadig ikke forståelse for værdien af boglig uddannelse. Hvis der er nogle, der vælger at gå den vej, er det nok fordi de er dovne og ikke gider arbejde.

Julius har valgt at tage en boglig uddannelse, men han er absolut ikke doven. Julius vil nemlig være præst. Hans store forbillede er Paulus, og han drømmer om en dag at vandre rundt og forkynde evangeliet blandt stammer og folkeslag, der aldrig har hørt om Jesus. Så derfor studerer Julius på BLS, Brønnum Lutherske Seminarium, som uddanner præster til Kristi Lutherske Kirke i Nigeria.

På BLS studerer Julius sammen med omkring 100 andre studerende. Af disse er ca. 10 kvinder. Han er i gang med andet år af uddannelsen, som varer fire år. Julius er gift og har to små børn, men desværre er familien nødt til at leve adskilt. Først fra det tredje år er det muligt for de studerende at have familien med på skolen. De studerende bor nemlig på skolen. Det samme gør de fleste af lærerne. Alle ønsker, at de studerende kunne have familien med fra starten, men det er der ikke huse nok til på området. Skolens område er ellers stort nok. Den ligger i Mbamba ved Yola i det nordøstlige Nigeria, og fra starten var der landbrugsskole på området. Præsteseminariet begyndte i 1985 i Dashen, men flyttede i 1990 til Mbamba. Og som sagt er der masser af jord, men ikke bygninger nok til at rumme alle de studerendes familier. Det er ellers vigtigt at de studerendes koner (de fleste er jo mænd) også får nogen uddannelse. Nogle kan hverken læse eller skrive når de kommer, og de får jo en vigtig funktion som præstekoner, når deres mænd skal ud at være præster. Så ud over præsteseminariet er der også en kvindeskole for de studerendes koner, hvor de lærer læsning og skrivning, bibelkundskab, håndarbejde, hygiejne og andre nyttige ting.

I den sidste snes år er forholdene for almindelige mennesker i Nigeria blevet stadigt dårligere. For mange mennesker er det en kamp bare at skaffe de daglige brød. Det gælder ikke mindst for de studerende. I teorien skal de studerendes lokale distrikt støtte dem med økonomiske midler, men det er langt fra altid at det sker. Nogle gange mangler der forståelse for værdien af en uddannelse, som for eksempel i Julius' tilfælde. Andre gange er viljen der, men evnen til at yde noget er meget lille. Det er også hårde tider for andre end studerende. Og i atter andre tilfælde er både viljen og evnen til at yde noget der, men desværre er pengene undervejs blevet brugt til andre formål. Måske også gode og nyttige formål, men det hjælper jo ikke den studerende, der skulle have haft dem. De studerende bruger megen tid og mange penge på at rejse hjem til deres distrikt for at prøve at skaffe penge til at studere for. Og altså ofte forgæves. For der skal også betales skolepenge for at få en uddannelse. Kirken bidrager med en del af udgifterne til driften af skolen, men de fleste penge skal de studerende og deres distrikt selv skaffe. I Nigeria er der ikke noget, der hedder gratis uddannelse.

Så de studerende må altså selv skaffe de fleste midler til deres overlevelse. Og så er det jo heldigt, at der hører megen jord til skolen, så de studerende kan have marker, hvor de dyrker afgrøder til eget forbrug. Hvis det er et godt år, kan de også få et overskud til at sælge på markedet. I øvrigt har de fleste af lærerne også marker. Det er næsten umuligt at for- sørge en familie for den lille løn de får. Der dyrkes bl.a. jordnødder, kassava, guinea corn (sorghum) og ris. Risen er en art, der ikke kræver så meget vand. Mange af de studerende har desuden forskellige småjobs, hvis de ellers kan få dem. Men således går der megen energi med at skaffe midler til studierne og til livets opretholdelse. Og det går jo ud over den energi, man kan lægge i studierne.

Der er andre forhindringer, som studerende i Danmark ikke kender til. F.eks. bliver det jo mørkt ca. kl 18 året rundt. De lyse timer skal bruges i marken, så studierne må foregå om aftenen. Imidlertid forsvinder strømmen næsten hver dag i adskillige timer. Og så er det jo ikke til at læse. Et andet problem er, at der heller ikke er ret meget at læse i. Bøger er meget dyre og således helt uden for de studerendes rækkevidde. Ja, der er endda nogle af de kommende præster, der ikke ejer en Bibel! Og skolen har heller ikke råd til at anskaffe bøger i klassesæt, som de studerende kan låne. Nogle af lærerne skriver så deres noter og forskellige sammenfatninger af bøger på stencils, som de så duplikerer til de studerende. For det meste sker det for lærerens egen regning, da skolen ikke har midler til at lave noter til de studerende. Og det er meget svært at få de studerende til at betale af deres egen lomme. Så det er mest de to danske og den ene amerikanske lærer, der er på stedet, der kan uddele noter.

Det væsentligste pædagogiske middel er altså tavlen og et stykke kridt. Og det må nødvendigvis sætte nogle naturlige grænser for uddannelsens teologiske niveau. En anden vanskelighed er, at de studerendes forkundskaber ofte er ringe, når de starter på BLS. Det hænger sammen med, at skoleuddannelsen i Nigeria, ligesom næsten alt andet, er blevet markant dårligere i de sidste 10-20 år. Der er således studerende, der tror, at Jorden er flad eller at Amerika ligger i Europa. Man kan sige, at det ikke er så vigtigt at vide, hvis man bare skal ud at være præst i en landsby i en afkrog af Nigeria. Men det gør det vanskeligt at undervise i f.eks. "Introduktion til Det Ny Testamente", når man skal starte fra total bar bund og fortælle, at der noget der hedder Rom og at der engang var et Romerrige, som beherskede Middelhavsområdet (og hvor er det så?), og om græsk filosofi osv. osv. Altså alle de forudsætninger, der skal til for at forstå meget af Det Ny Testamente. Men det er måske en af grundene til at Det Gamle Testamente er mere populært i Afrika end Det Ny. Men den vigtigste grund er nu nok, at verdensbilledet i Det Gamle Testamente meget ligner verdensbilledet i Afrika, ja hele samfundet minder meget om det gammeltestamentlige. Og "øje for øje, tand for tand" og De 10 Bud er mere umiddelbart forståeligt end Jesu radikale budskab. Så også her er der en stor undervisnings- og forkyndelsesmæssig udfordring.

Men trods alle forhindringerne er søgningen til skolen stor. Folk er klare ovre, at det er vigtigt med uddannelse. Det ved Julius også godt. Hans ældste datter er fem år, men er allerede startet i skole. Det skal man også betale for. Og det er jo svært, når man er studerende. Men Julius har forskellige småjobs, og han ved også hvad der er værd at satse på. Han er også gået i gang med at lære datteren engelsk. Hun kan allerede en del. Det er folk som Julius, der gør at man, trods al modgang og elendighed, stadig kan tro på en fremtid for Nigeria og for Kristi Lutherske Kirke i Nigeria.