Kvinder skal tie i forsamlinger. Syndefaldet er kvindernes skyld. Kvinder har en svagere natur og derfor er lettere at friste. En gravid kvinde kan ikke forrette gudstjeneste!
Disse argumenter fra mandlige præster og præstestuderende refereres med overbærende munterhed af den gruppe kvindelige præstestuderende, der er samlet i min stue en søndag efter kirketid. "Hvad en mand kan gøre, kan en kvinde gøre bedre", siger en af dem i trodsig kampgejst, mens de andre ler.
Siden februar 1997 har jeg undervist på Brønnum Lutherske Seminarium (BLS), som er præsteseminar for Kristi Lutherske Kirke i Nigeria. På BLS er der for tiden 10 kvindelige studerende ud af ca. 100 i alt. De er spredt på de fire årgange, så de udgør virkelig et mindretal i hver klasse. Også lærergruppen er klart mandsdomineret, eftersom jeg er den eneste kvindelige lærer. I klassen kan kvinderne let forsvinde i mængden, hvis ikke de er dygtige, har selvtillid og tør blande sig i samtalen, men det er der heldigvis en del der gør.
Jeg har ofte haft lyst til at snakke med kvinderne, om hvordan det er at studere her på en så mandsdomineret skole. Så derfor sidder der nu fem kvinder fra fire forskellige klasser bænkede omkring sofabordet med en kold drik. Vi var hurtigt i gang med spørgsmålene: Hvordan er det at være kvindelig studerende her på BLS ? Hvad er baggrunden for at I er kommet her ? Vil I være præster?
Efter nigeriansk skik opfordrer kvinderne den ældste iblandt dem til først at udtale sig. Så mama Cecilia lægger ud. Hun er en moden kvinde med voksne børn - tre drenge og fem piger. Hun har en læreruddannelse, men brugte den ikke mens børnene var mindre, og nu har hun valgt at uddanne sig til et arbejde i kirken , gerne som præst, om Gud vil . Også andre af kvinderne vil gerne være præst efter uddannelsen på BLS, men her er vi ved et varmt emne i kirken.
Det fremgår af samtalen, at mange i kirken og blandt de mandlige studerende er imod, at kvinder bliver præster. Det kan ofte gøre det særlig vanskeligt for kvinder at opnå økonomisk støtte til uddannelsen fra distrikterne, og når de er færdiguddannede her, kan det blive svært at finde en menighed, som vil have en kvindelig præst. Så selvom kirkens officielle holdning er, at kvinder skal have samme adgang til uddannelse og præstestillinger som mænd, så er virkeligheden ikke helt sådan.
Kvinderne her er dog ikke i tvivl om at Gud kalder såvel kvinder som mænd til at blive præst - det ved de fra sig selv. Foreløbig er to kvinder ordinerede som præster, og en af dem er også indsat som præst i en menighed. Så der er stadig lang vej igen til ligestilling. Det skal nok komme mener de: "For Gud er alt muligt". Og når man lytter til deres snak og ser deres stædighed trods ofte vanskelige vilkår, så tror man dem. Men der er en lang vej at gå, for Nigeria er et mandssamfund. Men uden kvinderne går det jo ikke. Og bestemt heller ikke i kirken, hvor kvinderne på alle andre områder end lige præstestillinger og ledelse er en bærende kraft. Ikke mindst i kraft af deres kvindefællesskaber, Zumunta Mata.
Hvordan er det så at være kvinde i en klasse med næsten udelukkende mænd? Værst har Biantu det i begynderklassen. Biantu er den eneste kvinde blandt 16 mænd. Det synes hun er svært, og føler sig lidt alene, selv om hendes medstuderende mænd da er hjælpsomme nok. Hun er lidt tilbageholdende og siger ikke så meget i klassen. Hun føler ellers, at det er her hun skal være. Hun vil gerne være præst, hvis hun klarer skolen, og hvis Gud vil. Hun er 31 år og har fem børn, hvoraf en døde. Kun den yngste er med hende her på skolen. De andre er hjemme hos deres far. Så det har nogle omkostninger at begynde på sådan en uddannelse. Familier må adskilles i lang tid. Skolen stiller familieboliger til rådighed, men på grund af for få huse bliver det først muligt på 2. og oftest 3. år.
Der er også to unge ugifte piger i vores lille gruppe. Egla har vidst, at hun ville være præst de sidste 3-4 år. Hendes far ville gerne, at hun havde valgt sygeplejen, så hun kunne fortsætte hans arbejde. Der var også røster om, at hun var for ung til at begynde på præsteseminariet. Men Egla følte, at hun havde et kald til at blive præst og trods mange vanskeligheder med at få fat i de rigtige papirer og deltage i optagelsesprøven, så lagde alt sig til sidst tilrette, så hun kom ind. For hende et klart tegn på, at hun er hvor hun skal være. Den vished giver naturligvis styrke til at tage kampen op mod den modstand og de vanskeligheder, hun kan møde som kvinde på en mandsdomineret skole. I klassen kan det være svært at få sine synspunkter respekteret, ja svært blot at få lov til at få ordet uden at blive afbrudt af højrøstede mænd, som ved bedre. Men Egla er ikke sådan at lukke munden på.
Den anden unge pige , Mercy, understreger, at skolen og fællesskabet her også udvikler ens åndelige liv. Hun ville egentlig ikke have været på "sådan en missionsskole", men på en af regeringens uddannelser. Men hun er blevet meget positivt overrasket over skolen her. Her er der kontrol med, at de studerende er på skolen og dermed mere koncentration om studierne end på regeringsskolerne. Her kan man heller ikke købe sine eksamener ved at bestikke lærerne. Og så er der det kristne fællesskab. Hun er selv blevet engageret i søndagsskole arbejdet her.
Det er også et stærkt ønske blandt kvinderne, at der må blive uddannet nigerianske kvinder, som kan undervise her på præsteseminariet. Der er dog endnu kun ganske få kvinder i kirken, som har en tilstrækkelig høj uddannelse til det. Så der er al mulig grund til at fremme uddannelsen af kvinder i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria.