Sveden løber ned ad ansigtet og videre ned ad halsen. Ventilatoren i loftet klaprer hidsigt i et forsøg på at sende en smule kølende luft rundt i lokalet. Udenfor galer en hane om kap med et par geders brægen. Katten ligger fladt på det varme cementgulv i et forgæves forsøg på at finde en smule kølighed. Vi er midt i april og temperaturen er på den forkerte side af de 40 grader. Regntiden nærmer sig, så luftfugtigheden er ved at være høj. Vi er på Brønnum Lutherske Seminarium i Nigeria i Vestafrika.
Der er langt fra Viborg til Nigeria, både i afstand og kulturelt set. Vi tog fra Viborg i september sidste år, og ankom her på Brønnum Lutherske Seminarium i begyndelsen af februar. Det er ikke fordi selve rejsen tog så lang tid, men for at forberede os på vores liv og arbejde her, var vi først på missionskursus i England i et par måneder. Derefter rejste vi så til Nigeria, hvor vi brugte tre måneder på at lære hausa, det lokale sprog. Og så først var vi klar til ankomme til vores egentlige bestemmelsessted. Så man må sige, at vi har haft tid til at få sjælen med os. Og sjælen skal være med i arbejdet her.
Else underviser på Brønnum Lutherske Seminarium, der uddanner præster til Kristi Lutherske Kirke i Nigeria.
Noget af det der har overrasket os her er, at der er så mange forskellige kirkesamfund. Når man kører på landevejene ser man et væld af skilte, der viser ind til kirker, der ofte har meget fantasifulde navne. Vi er blevet fortalt, at der er omkring 1000 forskellige kristne kirkesamfund i Nigeria. Om det er rigtigt skal vi ikke kunne sige, men umiddelbart lyder det ikke usandsynligt. Nigeria er det folkerigeste land i Afrika med op mod 120 mio. indbyggere. Det er blevet sagt, at der er 40% kristne, 40% muslimer og 100% animister. Det sidste er selvfølgelig ikke rigtigt, men det antyder, at selv om man er kristen eller muslim, så kan der stadig være stærke spor af den traditionelle afrikanske religion. Derfor er det også vigtigt med en god uddannelse i hvad kristendommen er, og hvad den står for.
Kristi Lutherske Kirke i Nigeria har ca. 500.000 medlemmer, og er i hastig vækst. Derfor er der et stort behov for veluddannede præster. Kirken er udsprunget af Sudanmissionens arbejde, men er nu helt selvstændig. I 1913 rejste den første danske missionær, dr. Niels H. Brønnum, til Nigeria. Det er efter ham seminariet er opkaldt. Efter de første 10 års arbejde var der 35 døbte. Og nu efter godt 80 år er der så altså omkring 1/2 million!
På seminariet er der ca. 110 studerende, der går her i fire år. Det ligger ca. 15 km. fra byen Yola i det nordøstlige Nigeria. Omgivelserne er landlige, med køer, høns og ikke mindst geder gående rundt over det hele. De studerende og lærerne bor på området. Nu er uddannelsesstøtte et ukendt begreb her, så de studerende har hver et stykke land, hvor de kan dyrke ris, guinea corn, hirse, kassava og andre fødevarer. Men det er jo ikke noget, der fremmer koncentrationen om studierne, at man har været i marken fra klokken fem om morgenen.
Et andet problem der besværliggør studierne er, at de studerende ikke har råd til at købe bøger. Og skolen har ikke penge til, at de kan få kopier af lærerens noter. Der er en gammel duplikator , som nogle gange virker og andre gange ikke. Det er svært at skaffe reservedele, da det er 25 år siden, den er udgået af produktion. Der er et bibliotek på skolen, men det er alt for lille, og de studerende kan ikke låne bøgerne med hjem. Desuden er det småt med læsepladserne. Så stort set er man som lærer henvist til det talte ord og til at bruge tavlen. Nu skal man ikke forestille sig tavlen som en flot grøn tavle ligesom i en dansk skole. Nej, der er tale om nogle ru brædder med noget falmet sort maling, som det er meget svært at skrive på. Yderligere er kridtet af en ret dårlig, stenet kvalitet, så der bruges nemt fem stykker kridt på en time. Og man får ondt i armen af at skrive på tavlen. Og det tager lang tid at skrive på en sådan tavle. Og de studerende er endnu længere tid om at notere det skrevne i deres hæfter. Et moderne hjælpemiddel som en overheadprojektor ville hjælpe meget, men en sådan er der heller ikke råd til. Så det er svært at lave en grundig præsteuddannelse under de betingelser. Men de studerendes ildhu er der ikke noget i vejen med.
Else underviser i dette semester i "De synoptiske Evangelier" og "Den Kanaanæiske Religion og Israels Gud". Navnlig i det sidstnævnte fag er der mange fakta, de studerende skal lære, og det er som sagt vanskeligt, når der ikke er hjælpemidler til det. En af de ting, der gør det spændende at undervise her er, at det er nogle ganske andre studerende end gymnasieeleverne på Viborg Amtsgymnasium. Dels er de ældre, og dels er det jo mennesker med en helt anden kulturel baggrund. Man kan ikke som lærer tage noget som helst for givet. Hverken forkundskaber om geografi eller verdenshistorie eller en fælles grundlæggende forståelse af, hvordan verden er skruet sammen og fungerer. Det kan give anledning til mange misforståelser, men er jo også lærerigt og spændende for alle parter. Der bliver sat spørgsmålstegn ved alt, hvad man har taget som selvfølgeligheder.
Anders er "business manager" på seminariet. Man er meget glad for titler her. At være business manager vil bare sige, at man står for skolens pengesager. Det er tydeligt, at ordentlige regnskaber og budgetter er noget, der ikke opfattes som så vigtigt som i Danmark. Men i Danmark er penge måske næsten også det helligste af alt. I Afrika er de menneskelige relationer det vigtigste. Det er jo også meget fint, men der skal jo altså nogle penge til at drive en skole. Og jo færre penge der er at gøre med, jo vigtigere er det, at de bliver brugt til det rigtige. Og det skal man bruge nogle fornuftige regnskaber og budgetter til at sikre. Så det prøver Anders at lave. Det er også vigtigt, at der bliver opbygget nogle systemer, som andre kan overtage, når vi rejser.
Når vi skriver brev hjem om, hvordan vi lever her, om at vi har bananplanter i haven, om at vi har været uden strøm og vand i tre dage fordi en flok elefanter har væltet nogle højspændingsmaster, om de farvestrålende fugle i haven og om de mennesker vi er i blandt og den kultur vi er midt i, så lyder det alt sammen meget eksotisk. Men når det er ens dagligdag, ja så er det netop - dagligdag. Det er ikke noget man lægger særlig mærke til, for det er jo bare sådan tingene er. Men så er det godt, at man nogle gange er nødt til at fortælle folk hjemme om, hvordan det er her. Så vi takker for denne lejlighed til at berette om vores arbejde her i Nigeria.
Nu er der netop trukket et tordenvejr med kraftig regn over egnen. Det første i regntiden. Det indvarsledes af et kraftigt stormvejr, som hvirvlede store mængder sand og grus op. Så nu er der sand og støv alle vegne indendøre. Strømmen er gået, så der er nok knækket nogle elmaster. Gad vide hvor mange dage vi nu skal være uden strøm og vand?
