"Salama" lyder det uden for vores dør, for mindst tyvende gang i dag. Vi kigger lidt trætte på hinanden. Hvem skal gå ud denne gang? Salama betyder egentlig "fred", men er også den hilsen man bruger, når man kommer til et hus. Lige som vi banker på, råber man her "Salama". Og for os betyder det altså som oftest ikke "Fred", men en forstyrrelse af freden. Else kigger på mig, og det ender med, at jeg råber "Yawa, ina zuwa!" (jeg kommer), lægger lommeregneren, rejser mig og går ud i vores lille gård for at se, hvem det er, og hvad de vil. Først skal vi gennem alle hilsnerne: "Sannu, lafiya?", "Lafiya kalau", "Ina gajiya?, "Ba gajiya!", "Yaya gida?", "Lafyia", "Yaya zafi?", "Lokacinsa ne". Der skal spørges om hvordan det går, om hvordan det er med trætheden og med familien og med varmen. Det viser sig at være Bitrus fra klasse tre. Han vil meget gerne have lov til at betale skolepenge. Jeg prøver at sige, at han skal komme i morgen klokken 10 i min kontortid. Han kigger fortvivlet på mig og beder så mindeligt om ikke han må have lov til at betale nu. Pengene frister. Han er ikke bange for, at der nogle der skal tage dem fra ham, men at han selv skal komme til at bruge dem. Man skulle ellers ikke tro, at der kunne være så mange umiddelbare fristelser inden i morgen formiddag, da der er adskillige kilometer til det nærmeste sted, hvor man kan købe noget som helst. Men han vil altså så nødigt skulle ligge med pengene gnavende i lommen natten over, så jeg forbarmer mig over ham og siger, at han skal komme ind i forgangen. Så henter jeg mine bøger og han haler et bundt krøllede og fedtede pengesedler frem. De næste fem minutter går med, at jeg tæller pengene. Vi når til enighed om, hvor mange penge der er, og det bliver skrevet ind i bøgerne, og han får sin kvittering. Så spørger han, hvor meget han nu skylder. Jeg kigger i mine lister, taster på lommeregneren og meddeler ham, at han stadig har en gammel gæld fra sidste år og derfor skylder 3.300 naira. Han sukker dybt, takker, siger "Sai an jima!" (på gensyn) og går. Jeg forstår hans suk. Mange af lærerne her på præsteseminariet tjener omkring 2.000 naira om måneden, så 3.300 naira er en meget stor sum penge for en studerende. Hans distrikt skal i teorien betale halvdelen af skolepengene, men folk ude i distrikterne har heller ikke mange penge, og mange kan ikke rigtig se nytten af en boglig uddannelse, så de er uvillige til slippe pengene. Og det må de studerende så undgælde for.
Vi startede dagen før klokken syv. Allerede på det tidspunkt lød det første Salama udenfor. Det viste sig at være Mamman, en af vore naboers børn på 8-10 år. Han bragte friskbagte kosai fra sin mor. Det er krydrede bønnekage, der er bagt i olie. De minder i konsistens og udseende lidt om æbleskiver, og smager virkelig godt. Så dem mæskede vi os i til morgenmaden sammen med den hjemmelavede yoghurt (som vi laver af mælkepulver) og Elses boller og jordbærmarmelade. Alt skal stort set laves fra grunden her, så den daglige husholdning tager lang tid. Jordbærrene havde vi købt i Jos, sidst vi var der i januar. I Jos er klimaet køligere end her, så der kan der dyrkes jordbær.
Efter morgenmaden rydder vi af bordet og reder senge. Katten skal også have mad. Vi har lige fået en ny kat, en lille gråstribet killing. Vores gamle kat forsvandt i julen. Formodentlig er den blevet spist som julemiddag. Kød er dyrt, og mange betragter kat som en delikatesse. Så det var jo en skam for os. Også fordi musene spillede på bordet om natten, da vi var uden kat. Men nu skal det altså være slut med det. Vi håber også, at katten kan gøre os opmærksom på eventuelle slanger. Forleden aften da jeg havde været ude i køkkenet for at tage en tår vand og skulle tilbage til stuen, lå der en slange i vores mellemgang, lige ved siden af hvor jeg havde gået. Den har jo nok også været der, da jeg gik ud i køkkenet, men der lagde jeg ikke mærke til noget. Jeg fik fat i en kæp og fik slået den ihjel. Næste dag viste vi den til nogle studerende, og de sagde, at den var farlig.
Else skal have time klokken 8.40, så hun sætter sig ved skrivebordet for at gøre de sidste forberedelser til timen. Det er i faget "Johannes Evangeliet", som hun ikke har undervist i før. Derfor er der ekstra meget forberedelse til det. Imidlertid kommer hun ikke langt, før der lyder et "Salama" ved lågen. Jeg har lige sat mig ved computeren for at forsøge at få styr på skolens regnskab for marts måned og er fordybet i et regnskabsteknisk problem, så hun rejser sig, og går hele vejen gennem huset ud til fordøren. Det viser sig, at være blikkenslageren, der skal snakke med mig. Så hun må hele vejen tilbage gennem huset og hente mig. Vi har tilkaldt ham for at få ordnet en bruser i et af studenterkollegierne. Skolen har egen vandboring, og det koster meget i strøm at pumpe vand op i tanken. Så det er om at undgå vandspild. Desuden er vi ved at nå anlæggets kapacitet med det antal mennesker vi nu er på skolens område. Der er nemlig også lige kommet en Secondary School her ved siden af præsteseminariet. Nå, jeg beder blikkenslageren gå ned til Mark, vores amerikanske nabo, og få ham til at vise sig hvor det er, da jeg er optaget lige nu. Tilbage gennem huset til computeren. Der går nogle minutter med at finde ud af, hvad det var for en problemstilling jeg kom fra. Næppe er jeg dog kommet i gang igen, før der lyder et nyt "Salama". Nu er Else fordybet i Johannes Evangeliet, så jeg slipper endnu engang tråden og går ud. Denne gang er det selvfølgelig til Else. Det er en studerende, der spørger om han kan få en hovedpinepille. Skolens sygeplejerske har gjort sig usynlig for en uges tid siden, så derfor kommer folk til os, når de skal have medicin eller køres på hospitalet. Og den slags vil de som regel kun spørge Else om. Så jeg går tilbage til computeren, og prøver endnu engang at finde ud af, hvor jeg er kommet. Knap er jeg kommet i gang, før strømmen forsvinder. Heldigvis er det en bærbar computer vi har, så det hele forsvinder ikke fra skærmen. Men batteriet rækker kun til et kvarters tid, så jeg lukker ned i god ro og orden. Selvfølgelig kunne jeg starte generatoren, men da benzinen skal købes på det sorte marked til skyhøje priser, er vi lidt tilbageholdne med at starte den om dagen. Så med mindre vi har noget presserende, der skal printes ud, venter vi med at starte den til strømmen har været væk i 3-4 timer, og køleskabet begynder at blive for varmt. Men jeg kan sagtens få tiden til at gå med mine regnskabsbøger og bilag. Jeg kører nemlig skolens regnskab med håndkraft, således at andre også vil kunne overtage det, og så det fungerer uanset om der er strøm eller ej. Og skolen har jo heller ikke nogen computer, endsige nogen, der vil kunne betjene en sådan.
Sådan går hele formiddagen. Man skal ikke regne med at få lavet ret meget koncentreret. Der kommer folk, der vil låne penge eller (sjældnere) folk, der vil betale lån tilbage. Der kommer studerende, der skal have Elses underskrift på, at de følger hendes kurser og nogle der skal have en kopi af det materiale hun skrev til sidste time, hvor de ikke var der, og nogle der skal købe papir af mig eller have medicinregninger refunderet. Og bibliotekaren kommer og skal have penge til ny kost til biblioteket og lederen af kvindeskolen kommer for at få lavet eksamensbeviser til et par kvinder, der afsluttede skolen for et par år siden. Så kommer der nogle og spørger, om vi vil købe en halv gris, nogle børn spøger, om vi har nogle tomme dåser, skolens kontormand skal have noget duplikatorsværte, en spørger om der er kommet post til hende, tømreren skal låne en skruetrækker, blikkenslageren kommer tilbage og skal have penge for sit arbejde, principalen kommer og skal have låst op til sit kontor, fordi han har smidt sin egen nøgle væk, studieadministratoren kommer med nogle rettelser til skoleskemaet, som jeg lavede på computeren i går og en kommer bare for at sige goddag. Han kom lige forbi, og synes det kunne være hyggeligt at hilse på. Så kommer Marks nattevagt og beder om et glas koldt vand. Det er ikke alle vi giver vand, men han er sådan en rar mand, som vi har et specielt forhold til, så han får sit vand. Han stråler og takker mange gange. Det er nu også nødvendigt med vand. De sidste par dage har temperaturen været over 44 grader.
Else er gået til time, og jeg holder cirkusset kørende indtil klokken 9.30, hvor der er morgenandagt. Hver dag er der en halv times morgenandagt. Det er nærmest en slags minigudstjeneste med en kort prædiken over dagens tekst. På vej hjem diskuterer vi dagens prædiken, og bliver enige om, at hvis det skulle forestille at være luthersk kristendom, så er vi ikke lutheranere. Hovedbudskabet var, at hvis det går dårligt for én, er det fordi man ikke tror nok. Så det er ens egen skyld. Det er ikke så ofte vi hører "det gode budskab" (evangeliet), der kan få glæden frem. Man må håbe, at de får lært det, inden de skal ud at være præster.
Fra 10 til 11 har jeg kontortid. Der er travlhed med studerende, der skal betale skolepenge, købe papir og have refunderet medicinregninger m.v. Nu er temperaturen et par grader over 40, så jeg går udmattet hjem til en velfortjent kop kaffe. Strømmen er heldigvis kommet igen, så fanen i loftet kan køle lidt. Mens jeg har været på kontoret, har Else lagt dej til boller og til en kringle. Det er altid spændende, når man har lagt dej, om der er strøm, når brødet er parat til at komme i ovnen. Hun har også fået vasket noget tøj. Katten har trukket sig tilbage til klædeskabet, hvor der er ro og fred og en smule kølighed.
Over kaffen fortæller Else om sin time. Det er noget ganske andet at undervise afrikanske præstestuderende end at undervise danske gymnasieelever. Skoletraditionen i Afrika er en ganske anden end i Danmark. Her er der megen udenadslære, og man lærer ikke at argumentere. Og en videnskabelig tilgang til Biblen er også noget fremmed. Så når de bliver præsenteret for oplysningen om, at der er forskellige meninger om, hvem der egentlig skrev Johannes Evangeliet, bliver de forvirrede, fornærmede og nogle ligefrem aggressive. Enhver ved jo, at det gjorde apostlen Johannes. Når de så bliver spurgt, hvor de ved det fra, er svaret, at det jo står i Biblen. Måske er det svar meget godt i søndagsskolen, men nu skal det her altså forestille at være en teologisk præsteuddannelse, så der skal gerne lidt flere argumenter og overvejelser på bordet. Geografiske og historiske begreber er også noget de studerende har umådeligt svært ved, så Else har ofte brug for at lufte sine frustrationer, når hun har haft time. Det er jo en næsten uløselig pædagogisk opgave hun står over for. Specielt da der er et meget stramt pensum, der skal gennemgås på ret kort tid.
Midt i snakken om undervisningen lyder der endnu et "Salama", men denne gang med en smule færøsk accent. Det viser sig at være Herluf, lederen af kirkens tømrerværksted i Numan. Han er her med post fra missionærerne i Numan. Vi sender nemlig post med kurer fra Jimeta hver anden uge, så vi samler brevene sammen hos os, inden vi om torsdagen kører ind og sender dem. Så Herluf får også en kop kaffe og et stykke kage, og vi sludrer og udveksler nyheder. Det er jo ikke så tit vi ser vores kolleger, så det er rart at snakke sammen. Bagefter går jeg med ham over i kapellet, hvor han skal tælle bænkene. De er lavet på værkstedet i Numan, men der er lidt tvivl om, hvor mange der egentlig er leveret. Og regningen skulle gerne kun lyde på det antal, der faktisk er blevet lavet.
Nu er det ved at være frokosttid. Som regel har vi ikke den store appetit på denne tid af dagen, og det er for varmt til at vi gider lave den helt store anretning, så det bliver som oftest til en æggekage. Således også i dag. Æggekage med løg, tomater og peberfrugter. Disse tre grøntsager er nærmest basisføden her. Peberfrugterne vil vi i Danmark nærmest kalde chilier. Nogle af dem er stærke som krudt og andre er ganske uskyldige. Så de skal bruges med varsomhed. Frokosten spises med store mængder salt og litervis af vand til. Man sveder meget salt ud, og luften er meget tør, så der går en del væske til. Et blik på termometeret viser, at vi sætter varmerekord i dag: 45,1 grader. Hvis det kommer ret meget mere over de 45, kan det måske begynde at blive ubehageligt.
Så er det tid til middagsluren. Vi sover hver dag mindst tre kvarter. Det er simpelt hen en nødvendighed i det her klima. Vi har lige trukket os tilbage til soveværelset og fået tændt airconditionen for at blive kølet en smule ned, da strømmen går igen. Så det blive tre kvarters stegen i eget fedt i stedet for søvn. Men det giver da altid en smule hvile.
Der er som regel mere roligt om eftermiddagen, så her er det gerne muligt at få lavet noget mere sammenhængende. Men så kommer vi til gengæld ofte op at slås om, hvem der skal bruge computeren. I dag vinder Else. Hun skal have noget materiale færdigt til at dele ud i klassen i morgen. Faget er "Jesu liv og lære", og de skal have et koncentrat på fire-fem sider, der er uddraget af et par bøger. De studerende har nemlig ikke råd til at købe bøger, og skolen har heller ikke nogle klassesæt de kan låne. Så de er henvist til hvad lærerne deler ud af oplæg og skriver på tavlen. Det gør det jo ikke lettere at komme op på nogenlunde forsvarligt teologisk niveau.
Strømmen er kommet igen, men jeg må hellere gå ud og gøre generatoren klar med olie og benzin. Det kunne jo meget vel tænkes, at der blev brug for den i aften. Og der skal også fyldes mere vand i tønderne. Vi har en tønde stående i køkkenet og en i badeværelset. Der skal jo bruges strøm til at pumpe vand op i skolens vandtank, og når strømmen har været væk et par timer, er vandtanken tom, og så er der ikke mere vand i hanerne. Så det er godt at have vand i reserve. I den senere tid er der blevet tæret en del på reserverne, så det er på høje tid at få fyldt op igen. Det er jo ikke til at vide hvornår strøm og vand går igen og hvor længe. Vi kan godt risikere, at det er flere dage vi ikke har strøm og vand.
Der står en opvask, som jeg går i gang med. Når der kommer afrikanere og ser, at jeg står i køkkenet undrer de sig og kommenterer det højlydt. I Afrika er køkkenet absolut ikke et sted for mænd. Selv om nogle af vores mandlige afrikanske bekendte indrømmer, at de også af og til kan finde på at tage opvasken. Men kun når dørene er lukkede og gardinerne er trukket for. De skulle jo nødig miste respekt og anseelse. Men det er godtnok også kun mænd, der har været på uddannelse i Vesten, der kan finde på sådan noget.
Egentlig skulle vi have været i byen for at købe ind. Der er snart ikke flere tomater og løg og kaffen er også ved at slippe op. Men det er virkelig noget vi skal tage os sammen til. For at handle skal vi til Jimeta. Det er en køretur på 15-16 kilometer hver vej. Og i den varme og den trafik er det ikke nogen fornøjelsestur. For ikke at tale om markedet. Det er varmt, støvet, støjende og beskidt. Så vi bliver enige om, at vi nok kan klare os til i morgen. Så kan det også være, at benzinprisen er gået ned, så vi kan redde os en dunk. Tanken på bilen er ved at være tom, og vi skal også snart have noget til generatoren. I dag har vi hørt, at prisen er 1500 naira for en dunk. Forleden gav vi 650 naira. Den officielle pris er 275 naira, men det er snart et år siden, at det har været muligt at få det til den pris. Der bygges til stadighed masser af fine nye benzinstationer, men al benzinsalget foregår i grøftekanten eller i skumle baggyder. Nigeria er blandt verdens største olieproducenter, man altså også verdens mest korrupte land, så det forklarer det paradoks, at der er benzinmangel i et olieland.
Men det giver os så mulighed for at deltage i eftermiddagens sportsstævne. Der skal være bordtennis- og volleyball kamp mellem lærerne og de studerende.
Skolen har jo ikke mange penge, specielt da kirken ikke bidrager med andet end lærernes lønninger. I teorien skal kirken betale en tredjedel af hvad de studerende betaler i skolepenge, men de dårlige økonomiske forhold i kirken har tvunget den til i praksis at nedprioritere præsteuddannelsen. Så det er de studerendes fattige skolepenge, der skal betale alt her. Og der er altså ikke så mange midler til sports- og fritidsaktiviteter, selv om det uden tvivl har stor betydning for trivslen og klimaet her på stedet. Men da der kom en anmodning fra studenterrådet om penge til sportsudstyr, lykkedes det mig da at finde lidt på budgettet. Og så foranstaltede vi en hurtig lille indsamling blandt de fem missionærer på stedet. Så der blev til, at de kunne købe et par bolde, en pumpe, et net m.v. Og det skal så fejres med kampe mellem lærerne og de studerende.
Det er en stor succes. Der er masser af tilskuere og koner og børn. Stævnet indledes højtideligt med bøn og nationalsangen spillet af Boys Brigade. Og derefter spilles der så, så støvet står om ørerne. Også selv om banen bliver vandet før kampen De studerende have regnet med, at det bare var en formssag at banke lærerne, men de får spil til stregen.
I den tid vi har været her på skolen har der ofte været en ret trykket stemning. Forskellige grupper blandt lærerne har bekæmpet hinanden, der har været konfrontationer mellem ledelsen og de studerende osv. På det seneste er det imidlertid som om stemningen er lettet en del. Og denne eftermiddag er stemningen meget fint. Alle har det rart og sjovt. De studerende udtrykker også bagefter deres store glæde over arrangementet. Da de udfordrede lærerne til kampen havde de egentlig ikke regnet med at lærerne ville stille op, men alle kom altså med familier, kampgejst og godt humør. Så det var en god investering i sportsudstyr, der lover godt for det fremtidige klima på skolen.
Om eftermiddagen plejer vi gerne at gå en tur i bushen en times tid. Det er vigtigt at få noget motion, og i denne varme får man ellers ikke rørt sig ret meget. Men sportsarrangementet varer næsten til klokken seks, hvor det begynder at blive mørkt, så der bliver ikke nogen gåtur i dag. I stedet går vi hjem og laver mad. Ofte orker vi ikke at gøre det store ud af det, og i dag bliver det også bare til spagetti med løg, tomater og peberfrugter. Der er stadig enkelte "Salama'er" af folk der lige skal det ene og det andet, men hen mod klokken otte ebber de ud.
Efter at vi har spist sætter Else sig i kontoret for at forberede sig. Jeg sætter mig ved computeren for at skrive et notat til principalen om skolens regnskab for første kvartal.
Klokken halv ni tager vi en kop kaffe og tænder for kortbølgeradioen for at høre nyt fra Radio Danmark. De lover sne og temperaturer omkring frysepunktet. Det lyder forjættende. Ellers er nyhederne fra den danske andedam ofte ret uinteressante, når man sidder i Afrika. Det kan godt virke som en gang petitesser og navlepilleri.
Efter den danske radioudsendelse går Else tilbage til studerekammeret, mens jeg tillader mig at slappe af med en bog. Jeg er i gang med Nelson Mandelas erindringer. Han er virkelig en bemærkelsesværdig mand. Og der er mange ting man bedre kan forestille sig, når man læser bogen i Afrika.
"Salama" lyder det for sidste gang i dag. Det er Amos fra fulani-departementet. De skal ud i bushen i morgen for at vaccinere fulaner mod meningitis, og de har al deres vaccine og medicin stående i vores køleskab. Og nu skal de så have lagt deres fryseelementer i vores fryser, så de kan komme i frysetasken i morgen, så vaccinen kan holdes kold på turen. De skal af sted kl. 4.30, så vi aftaler, at vi lader døren til køkkenet stå åben, så de selv kan gå ind og hente, hvad de skal bruge. Så behøver vi ikke stå op før en vis herre får sko på.
Lidt over 22 giver Else sig lov til at holde fri. I aften skejer vi ud og deler en kold øl, mens vi gætter krydsogtværsen i Kristeligt Dagblad! Der har været strøm hele aftenen, men nu går det ikke længere. Pludselig sidder vi i buldermørke. Vi starter ikke generatoren så sent om aftenen, så vi griber lommelygterne (der jo altid er lige ved hånden) og går i seng. Vi ligger og steger et par timer, før strømmen kommer igen og airconditioningen starter. Og så kan vi endelig sove trygt efter endnu en almindelig dag på Mbamba.