En beretning om "laden som om"-kulturen

Fællesbrev nr. 4, skrevet i Mbamba 6. september 1997

Kære Venner!

Ja, nu er det så ved at være et år siden vi forlod Danmark. Det har været et år med mange oplevelser og mange omskiftninger. Vores horisont er blevet udvidet i mange retninger. Vi er blevet en del klogere på mange forskellige ting både kirkeligt, åndeligt, kulturelt og praktisk.

Men nu er nyhedens interesse så ved at være ovre, og alt er ved at blive dagligdag og rutine. Og det giver så mulighed for, at man kan begynde at tage de ting man møder op til en mere nuanceret vurdering og overvejelse, nu hvor det hele ikke længere bare er nyt og fremmed. Som forskellige træk i kulturen her. Selvfølgelig forstår vi ikke kulturen, fordi vi har været i landet i et lille års tid, men vi har lært nogle træk i den at kende, som vi kan forholde os til. Der er ting der støder sammen med vores måde at gøre tingene på, og som vi har det svært med. Som for eksempel det vi kalder "laden som om"-kulturen. Vi skal give et par eksempler.

Sidst i juni holdt seminariet translokation for de studerende, der havde afsluttet deres uddannelse. Til denne lejlighed blev der inviteret en masse fine gæster. Invitationerne skulle laves på noget særligt fint (og dyrt) papir. På en sådan invitation er der opført en "Special Guest of Honour", som er selveste militæradministratoren, den øverste politiske og administrative leder af delstaten, Navy Captain Joe Kalu Jgboamah, Military Administrator, Adamawa State. Desuden er der en "Guest of Honour", i dette tilfælde Alhaji Dr. Aliyu Mustapha The Lamido of Adamawa, og en "Guest Speaker", Prof. Daniel N. Wambutda, University of Jos. Værten er selvfølgelig skolens rektor, men der er også en Øverste Vært, "Chief Host", The Most Rev. Dr. David L. Windibiziri, Archbishop, L.C.C.N. Numan, Adamawa State. Nu er det ikke specielt for denne translokation, at man har en meget fin indbydelse med alle disse betegnelser "Guest of Honour", "Special Guest of Honour" osv. Sådanne invitationer bruger man til enhver børnefødselsdag, bryllup eller anden lejlighed, hvor man inviterer mennesker skriftligt. Det er nok heller ikke enestående, men til vores translokation var ikke en eneste af de således fremhævede personer til stede. Men det lod ikke til at anfægte nogen. Hver gang en person entrede talerstolen indledtes talen med følgende smøre:

"Your Excellency, Special Guest of Honour the Military Administrator of Adamawa State, Navy Captain J. A. Kalu Igboamah,

Honourable commissioners, Secretary to the State Government,

The Guest of Honour, HRH the Lamido of Adamawa Alhj. Dr. Aliyu Mustapha,

My Lord the chairman of the Board of Governors the Most Rev. Dr. David L. Windibiziri Archbishop of the LCCN,

My Lord Bishops of the LCCN dioceses,

The Guest Speaker, professor Daniel N. Wambutda,

Board of Governors,

Deans and Pastors,

Directors Generals,

My Lords spiritual and temporal,

Distinguished guests,

Ladies and Gentlemen."

På os virkede det hele som en gang "laden som om" at alle disse fine mennesker var der til at kaste glans over skolen og begivenheden. Men alle var glade og syntes at det var helt i orden, at man henvendte sig til folk, der ikke var til stede.

At skolens lærerstab og de studerende, der blev færdige, så skulle udstyres med "Graduation Gowns", altså kapper og firkantede hatte, som man bruger det på amerikanske universiteter, virkede jo så også latterligt på os danskere og som en yderligere gang "laden som om" der er tale om en højere akademisk uddannelse, hvad der langt fra er. Men det er jo helt klart en kulturforskel. Skolens amerikanske engelsklærer syntes da også, at det var helt naturligt, om end ret varmt i dette klima.

Disse eksempler kan vi jo bare nøjes med at registrere som forskelle i traditioner og smag, selv om det generer os lidt, specielt Anders, som jo sidder på skolens pengekasse, at hele arrangementet var lagt så stort an, at skolen måtte ud at låne mange penge for at kunne afholde det. Pengene blev for resten lånt af en muslim. Men nu slæber vi altså rundt på en stor gæld, og der er absolut ingen penge i kassen til at købe så meget som en blyant eller et stykke papir for. Her er det, at vi ville prioritere anderledes. Formålet med skolen er jo trods alt at give undervisning, ikke bare at det skal se ud som om, der er tale om en fin højere læreranstalt.

Lad os give et andet eksempel på en "laden som om" der er tale om undervisning på et højt akademisk niveau: Skolen har en håndbog, hvor de forskellige kurser er beskrevet og hvor der er angivet anbefalet litteratur. Problemet er bare, at den angivne litteratur kun i meget ringe omfang findes på skolens bibliotek (og i givet fald kun i et enkelt eksemplar) og ellers ikke kan skaffes i Nigeria. Og selv om der var adgang til bøgerne, ville flertallet af de studerende ikke være i stand til stave sig igennem dem. Men på papiret fejler det akademiske niveau altså ikke noget. Her er det så, at vi nok i højere grad ville tage udgangspunkt i det standpunkt de studerende faktisk har, når de begynder på skolen, end i et teoretisk akademisk niveau. For stadigvæk er formålet jo trods alt at uddanne præster, hvoraf de fleste nok skal ud at være landsbypræster, og ikke at lade som om kirken driver et universitet.

Som et tredje eksempel på "laden som om"-kulturen kan nævnes forholdet til budgetter. Man er mægtig glade for at Anders laver nogle meget flotte og udførlige budgetter for skolen. De bliver vist frem til gæster og besøgende fra andre uddannelsesinstitutioner. Det viser jo, at det er en "rigtig" læreranstalt, og at der er styr på tingene. Og det er så stort set det eneste budgetterne bliver brugt til. I sidste fællesbrev fortalte vi, at årets budget for kørsel med skolens bus er ved at være brugt. Det har Anders så meddelt, når man er kommet og har bedt om penge til benzin. Så har man trukket beklagende på skulderen og sagt, at den slags er man jo ikke vant til at høre og er gået bedrøvede bort. Men bussen kører stadig. Vi ved ikke, hvor pengene kommer fra, men de er jo nok lånt et eller andet sted. Så næste år må skolen nok igen trækkes med en stor gæld fra udgifter, der ikke var penge til på budgettet i år. Men et budget har skolen da, så man kan lade som om det er en god skole, hvor der er styr på tingene.

Denne laden som om man er en hel masse fint kommer til udtryk mange steder i hverdagen her. I selv det mindste lille skur på markedet har ejeren et flot visitkort i fire farver, hvor firmaet har et fint og dyrt navn og manden står som Managing Director og der er Branch Offices i forskellige andre byer osv. Og ved siden af er der måske en faldefærdig lerhytte med bliktag, hvor et stort skilt forkynder, at det er "Grand Hotel". Og på næsten alle nigeriansk producerede varer er der store anprisninger af varens kvalitet: "Outstanding for Quality", "Mark of Quality", "Known for Quality" osv. Forholdet mellem anprisningerne og varens faktiske kvalitet er som oftest ligefremt proportionalt: jo større anprisninger, jo mere bras er det man får. Men sådan skal det åbenbart være. Og det er jo stik i mod det vi er opdraget til, at der skal være sammenhæng mellem den ydre fremtræden og indholdet. Integriteten skal være i orden. Man skal ikke blæse sig op til mere end man er. Hvilket jo i parentes bemærket ikke betyder, at man skal sætte sit lys under en skæppe, men bare at der skal være dækning for facaden.

Så vi er udsat for et klassisk kultursammenstød. På mange områder kan vi bare tage det som en oplevelse og grine af det. Der hvor vi har lidt svært ved at takle det, er hvor det berører vores arbejde med at undervise og administrere skolens økonomi. Det er svært at se på, at alle kræfterne går på en masse, for os at se, ligegyldige udenomsværker, når undervisningen i den grad kommer til at lide under det. Men hvor meget skal man prøve at blande sig i skolens styrelse, når det nu tilsyneladende er så dybtliggende et træk i kulturen, at alt skal tage sig ud af mere end det er? Et andet problem er, at man tilsyneladende ikke er så interesserede i at anvende vores anderledes viden og erfaringer, hverken på det pædagogiske eller økonomiske område. Men det hænger nok til dels også sammen en fundamental anderledes ledelseskultur. Man går ikke så meget op i demokratiske processer. Lederen er "høvding", der suverænt bestemmer alt uden at rådføre sig med andre. Og som i kraft af sin stilling formodes at have den højre indsigt og visdom.

På den anden side er det jo lidt meningsløst at vi er her, hvis det eneste skolen og den nigerianske kirke har ud af det er, at der følger penge og bil med. Så for tiden går vi og prøver at finde ud af, hvad vores roller er og hvad meningen med det hele egentlig er.

Men samtidig med at vi gør det, passer vi vores arbejde så godt som vi kan. Vi står lige for at skulle begynde det nye skoleår. Og på i hvert fald et punkt har man brudt med "laden som om"-kulturen. I år har man kun optaget 20 nye studerende, selv om der var over 200 ansøgere, og de tidligere årgange er på ca. 30. Men der var kun 20 som man skønnede var kvalificerede. Og det vil helt klart være en gevinst for undervisningens niveau. Tidligere har man i høj grad ladet som om nogle af de studerende var kvalificerede, ofte efter ydre pres fra familie, kirkedistrikter og lign., hvilket dels var spild af de pågældende studerendes tid, da undervisningen gik over hovedet på dem, og dels trak det hele niveauet i undervisningen ned, når der i klassen sad en stor gruppe, der bare var en dødvægt. Så Else ser frem til at undervise den nye klasse i Introduktion til Det Ny Testamente. Når hun får en helt ny klasse giver det også mulighed for at få lært dem nogle gode arbejdsvaner fra starten.

Samtidig går vi og glæder os over at skolen får en hårdt tiltrængt gennemgribende renovering. Sudanmissionen har givet en ekstraordinær bevilling til formålet. Kollegierne for de studerende bliver sat i stand. Nu giver ordet "kollegium" nok nogle forkerte associationer. Husene var byggede som hønsehuse, og der blev stort set ikke ændret noget i dem, da de studerende rykkede ind. Der var så tæt med senge, at der ikke var plads til et bord og en stol til hver studerende. Og her skulle de studere, sove og i øvrigt have al deres privatliv! Yderligere var der bare et bliktag, som blev stegende varmt i solen, og ikke noget myggenet for døre og vinduer. Så malariaen trivedes. Men nu bliver husene ordnede, så der bor færre i hvert hus, de får køjesenge og et bord og en stol hver, der kommer loft og vifter i loftet til at køle, ligesom der kommer myggenet. Desuden bliver der lavet bedre bade-, køkken- og toiletfaciliteter. Så de studerende bliver glade, når de kommer fra sommerferie. Det vil også forbedre deres muligheder for at studere væsentligt. Skolens øvrige bygninger får sig også en gang istandsættelse og maling, hvilket som sagt var meget nødvendigt. At der så også bliver lavet en gang "laden som om" -boulevarder med at væld af lysmaster for at imponere besøgende, må vi jo tage med i købet. Men der er ingen tvivl om, at skolen får en ordentlig ansigtsløftning, og at det vil påvirke hele stemningen. Man bliver jo nemt lidt trist og modløs, når man går rundt i noget skrammel, der er ved at falde ned om ørene på en. Ellers har vi nydt at have gæster i sommer. Først var Anders' mor og søster på besøg i tre uger, og derefter var Elses søn, Mads, på besøg i en måned. Det var dejligt at have tid til at snakke og til at vise dem lidt af landet og hvor vi bor og arbejder. Det gør det også meget lettere at skrive brev hjem til dem. Så behøver vi ikke at forklare så meget, når de har været her og se tingene.

Men vi har ellers stadig nok at se til, også med at få den daglige husholdning til at fungere. Alt tager jo meget længere tid her. Siden april har der været mangel på benzin. Hvis man skal tanke på tankstationerne, skal man holde i kø i 4-5 timer, og så risikerer man endda at tanken er tom, når man når frem til pumpen. Heldigvis har der så været et sort marked, hvor prisen godt nok er 4-5 gange så høj som den officielle, men hvor man som regel ikke behøver at holde i kø. Problemet er så bare, at man aldrig er sikker på, om der er blandet vand, petroleum, diesel eller andre fluida i benzinen. Og ofte er der ganske meget skidt i den. Men nu er det sorte marked blevet lukket her i Adamawa State, så nu ved vi ikke rigtig hvad vi skal gøre, hvis vi vil ud at køre. Eller hvis vi skal have benzin til vores generator. Strømmen er nemlig stadig på fordeling og meget ustabil. I slutningen af tørtiden var forklaringen, at der ikke var vand nok til vandkraftværkerne, men den forklaring holder i alt fald ikke vand (!) længere. Og Nigeria eksporterer strøm til Mali og Cameroun. Men Nigeria er jo også blandt verdens største olieproducenter, så mon ikke den dybereliggende forklaring på mangelsituationen hedder korruption på alle planer? Nigeria er jo lige blevet udnævnt til verdens mest korrupte land. I øvrigt er der også kommet mangel på gas, så prisen er tre gange den normale, hvis man da ellers kan finde noget. Så sådan går den ene dag efter den anden med at finde de daglige fornødenheder og få ordnet de nødvendige ærinder. F.eks. har vi været i retten fem-seks gange for at få udleveret de ting der blev stjålet fra os. De skulle bruges i retssagen mod tyven og hælerne. Men så var det jo meget svært at få dem udleveret igen, for ham der havde bemyndigelse til at skrive under på udleveringen var lige rejst til Maiduguri. Og det får man selvfølgelig først at vide, efter at man har siddet og ventet en time. Og når man så endelig en dag er heldig at træffe ham, så er manden med nøglen der ikke lige osv. osv. I øvrigt er der her et punkt, hvor man ikke har en "laden som om"-kultur. Folk sidder ganske åbenlyst og sover over deres skriveborde på kontorerne, og synes ikke det er spor flovt at "kunderne" må vække dem. I Danmark gælder det jo for alt i verden om at se ud som man har travlt og laver noget, når man er på arbejde, men sådan er det altså ikke her.

Ja, det var lidt om vore glæder og sorger efter en lang sommer, som alligevel er gået utroligt hurtigt. Nu kommer vi så til det næste lange træk frem til jul, men det hører I om i vores næste fællesbrev. Vi sender mange hilsner og tanker til vores venner og ønsker jer et godt efterår!

Kærlig hilsen

Anders og Else