På en eller anden måde er det nu pludselig blevet juni måned. Det er utroligt, som tiden går. Vi kan mærke, at vi ganske mangler de pejlemærker som årstiderne giver os i Danmark. For vores skyld kunne man lige så godt sige til os, at vi var i januar eller marts. Vi ville være lige kloge. Der er også årstider her, men dels er de ikke så markant forskellige som i Danmark, og dels har vi endnu ikke lært at læse dem. En vigtig ting her er også, at dagens længde stort set er den samme hele året. Udsvinget er på omkring en halv time, så lyset er stort set ens. Dog glæder vi os over, at regntiden nu er begyndt. Regnen bringer kølighed. Endnu har det dog været lidt sparsomt med regn. Men det er utroligt, hvad regnen gør. Det der så ud som totalt livløst tørt grus begynder pludselig at blive ganske grønt. Man kan næsten se det vokse. Og luften bliver meget mere klar og farverne anderledes. Ofte er himmelen næsten helt dansk at se på, med hvide drivende skyer. Vi er også blevet klare over, at vi er omgivet af små bjerge. Dem kunne vi slet ikke se de første par måneder vi var her på grund af harmattanen. Til gengæld er luften så blevet fugtig, op mod 80-90%. Det kan mærkes. Det føles meget varmere end før, selv om det ikke er så varmt mere, kun 30-35 grader.
Regntiden startede den 14. april. Eller rettere: der kom det første regnvejr. Og det skete med manér. Det indledtes med et stormvejr, der piskede støv, sand og grus op, så man kun kunne se nogle få meter. Selv om vores vinduer var lukkede, blev alt i huset dækket af støv og skidt. Et træ i vores have væltede, og det samme gjorde i tusindvis af elmaster. Alene i Jimeta by væltede der 2000 master, og ledningerne flød overalt. Tage fløj af og mure væltede. Og det betød jo så, at vi ikke havde strøm og vand i tre dage. Siden da har strømmen været meget ustabil. Ofte er det halvdelen af døgnet, vi ikke har strøm. Det skyldes også, at man laver elektricitet ved hjælp af vandkraft, og i slutningen af tørtiden og begyndelsen af regntiden er der ikke vand nok til at skaffe tilstrækkelig strøm til hele Nigeria. Så derfor skiftes vi til at have strøm. Altså sådan en slags vekselstrøm. Men det er måske et af de pejlemærker vi skal have på, hvor i året vi er.
Når man arbejder inden for undervisningssektoren er man imidlertid aldrig i tvivl om, hvor man er i forhold til skoleåret. Og nu er vi næsten ved at være færdige med forårssemesteret. Undervisningen slutter i næste uge. Derefter er der så eksamener, og afslutningen er den 28. juni. Det er næsten ikke til at forstå, at vi allerede er igennem vores første semester her. Det har været en travl tid, navnlig for Else. Hun har undervist i tre fag: Introduktion til de Synoptiske Evangelier, Jesu Liv og Lære og Kanaanæiske Guder og Israels Gud. Det er jo fag der ikke undervises i i gymnasiet i Danmark, så der har været en del der skulle læses op. Og undervisningen foregår jo på engelsk, så en del nye fagudtryk på engelsk skulle også læres. Der skal også findes på nogle andre pædagogiske metoder end de tilvante.
Et af problemerne er, at de studerende ikke har råd til at købe bøger. Og skolen har ikke penge til, at de kan få kopier af lærerens noter. Der er en gammel duplikator, som nogle gange virker og andre gange ikke. Det er svært at skaffe reservedele, da det er 25 år siden, den er udgået af produktion. Der er et bibliotek på skolen, men det er alt for lille, og de studerende kan ikke låne bøgerne med hjem. Desuden er det småt med læsepladserne. Så stort set er man som lærer henvist til det talte ord og til at bruge tavlen. Nu skal man ikke forestille sig tavlen som en flot grøn tavle ligesom i en dansk skole. Nej, der er tale om nogle ru brædder med noget falmet sort maling, som det er meget svært at skrive på. Yderligere er kridtet af en ret dårlig, stenet kvalitet, så der bruges nemt fem stykker kridt på en time. Og man får ondt i armen af at skrive på tavlen. Og det tager lang tid at skrive på en sådan tavle. Og de studerende er endnu længere tid om at notere det skrevne i deres hæfter. Et moderne hjælpemiddel som en overheadprojektor ville hjælpe meget, men en sådan er der heller ikke råd til.
Men Else har nu brugt megen tid på at lave noter til de studerende. Nogle af dem har vi fået kopieret i byen, hvor de studerende så har betalt for dem, og andre har vi på forskellig vis fået mangfoldiggjort til dem. Så har de da i det mindste noget at læse på. Men det er nu svært at lave en grundig præsteuddannelse under de betingelser.
Inden vi kom, spurgte vi forskellige folk om hvordan niveauet var på skolen, og et af de svar vi fik var, at det lå et sted mellem søndagsskole og universitet. Og det kan vi sådan set bekræfte. Hvis man skal være grov, kan man måske sige, at de studerende befinder sig på søndagsskoleniveau og at læseplanerne er på universitetsniveau. Et af problemerne er, at den generelle skoleundervisning i Nigeria er gået meget tilbage i de senere år, så nogle af de studerende møder med meget ringe forkundskaber, navnlig i engelsk. Og det påvirker jo selvfølgelig hele indlæringsprocessen. Men man prøver at skærpe kravene til de studerende man optager på seminariet, således at der kan holdes et rimeligt niveau. Det skulle nok være muligt, da der hvert år er mange flere ansøgere, end det er muligt at optage.
En af de ting, der gør det spændende at undervise her er, at det er nogle ganske andre studerende end gymnasieeleverne på Viborg Amtsgymnasium. Dels er de ældre, og dels er det jo mennesker med en helt anden kulturel baggrund. Man kan ikke som lærer tage noget som helst for givet. Hverken forkundskaber om geografi eller verdenshistorie eller en fælles grundlæggende forståelse af, hvordan verden er skruet sammen og fungerer. F.eks. er der nogle af de studerende der tror, at Jorden er flad, eller at Amerika ligger i Europa. Det kan jo give anledning til mange misforståelser, men er også lærerigt og spændende for alle parter. Der bliver sat spørgsmålstegn ved alt, hvad man har taget som selvfølgeligheder.
Anders har også et spændende job med at prøve at få styr på skolens økonomi. Det går langsomt, men støt fremad. Selv om det øgede overblik også betyder, at han mange steder begynder at blive upopulær. Som når han må sige nej til folk, der kommer og beder om penge til dette eller hint, fordi budgettet for det pågældende er brugt. Det bliver også interessant i de kommende måneder at se, hvad man vil gøre med skolens bus. Skolen har en lille bus med plads til 12 personer, som man bruger til al mulig og umulig kørsel. Men ud fra det reviderede budget Anders har lavet, er der i resten af året kun råd til at køre 1/3 af hvad man plejer hver måned. Og det vil det nok være ret svært af affinde sig med. Men hvis man vil køre mere, må man fortælle, hvad pengene så skal tages fra. Skal det være papir til kontoret det går ud over, eller måske afslutningsfesten? Den slags er man ikke vant til at tage stilling til, så det bliver en interessant øvelse.
Og de studerende er i oprør over, at Anders er begyndt at grave i hvem der har betalt husleje for at bo på skolen, og hvem der ikke har betalt. Det er meget få, der har betalt, og de andre har grinet af dem, fordi der aldrig er nogle, der har betalt husleje her. Men det skal vi altså se at få en anden ordning på! Nej, hvis man vil være populær, skal man ikke blive budget- og regnskabsmand!
Når man har et skemalagt arbejde, er man meget fastlåst i sin dagligdag, navnlig når man også skal bruge weekenderne på at forberede sig og rette opgaver m.v. Så derfor oplever vi ikke så meget ud over vores dagligdag her på seminariet. Men det hænder dog, at oplevelserne kommer til os.
For et par måneder siden havde vi således indbrud. Der var blevet slået hul i havedøren, mens vi var til konfirmation i Numan. Tyveknægtene ved nok, at de skal komme i kirketiden her på compounden. Der blev stjålet en del penge, en radio og nogle kameraer m.v. Men politiet her er åbenbart ikke helt så uduelige som man skulle tro ud fra kendskabet til den øvrige offentlige sektor her, for de har pågrebet tyven og fundet tyvekosterne, bortset fra et par sko. Pengene er formodentlig gået til Fattige Politiofficerers Vel, men det er vel hvad man kunne regne med. Og det tog kun et par dages venten på politistationen at få de stjålne ting udleveret, så vi er såmænd ret godt tilfredse. Selv om vi ikke bryder os om at tænke på, hvordan de har fået ham til at fortælle, hvor kosterne var, og hvilken behandling han i øvrigt får. Han var også efterlyst i Kaduna, så der er ingen garanti for at han slipper fra det med livet i behold. Det er ofte de mener, at det er spild af tid at føre en lang retssag, så de trækker folk uden for byen og skyder dem. Ganske bogstaveligt. De fleste her synes, at det er i orden, men der står vi godt nok totalt af. Det kan under ingen omstændigheder forsvares at tortere og skyde folk, så kan de være nok så kriminelle. Og det hjælper i alt fald heller ikke på kriminaliteten, hvilket Nigeria skulle være et fremragende eksempel på.
Tyven var i øvrigt en gammel bekendt af os. Lige de vi var kommet herned, "hjalp" han os ved reparere vores bil. Men vi er nu ret sikre på, at han først havde ødelagt det han reparerede, og at han i øvrigt tog fire gange så meget for reparationen, som han skulle. Vi havde ham hjemme ved huset for at hente penge, så ved den lejlighed så han, hvor vi boede. Og det har han så husket. Men det er trist at en sådan mand har valgt at prøve lykken som kriminel. Han var tilsyneladende en dygtig mekaniker, der nok skulle have kunne klare sig ved ærligt arbejde. Men nu har han altså ødelagt sit liv i stedet.
Denne lidt kedelige oplevelse har dog ikke taget modet fra os. Der er mange søde og rare mennesker her. Og vi er faldet til i en dagligdags rytme her. Vi har også fået en kat, som vi har megen fornøjelse af.
Når vi skriver brev hjem om, hvordan vi lever her, om at vi har bananplanter i haven, om at vi har været uden strøm og vand i tre dage fordi en flok elefanter har væltet nogle højspændingsmaster, om de farvestrålende fugle i haven og om de mennesker vi er i blandt og den kultur vi er midt i, så lyder det alt sammen meget eksotisk. Men når det er ens dagligdag, ja så er det netop - dagligdag. Det er ikke noget man lægger særlig mærke til, for det er jo bare sådan tingene er. Men det er jo nok et tegn på, at vi er faldet til her. Nu glæder vi os så til, at vi får gæster fra Danmark til sommer. Hvis det da ellers lykkes. Den første store hurdle, visaene, er klaret. Men nu er der problemer med at British Airways ikke kan få landingstilladelse i Nigeria, og desuden er der benzinmangel i landet, så det er svært at skaffe benzin til at køre rundt i bil. Næ, der er ikke noget, der er nemt her. Men sådan er det nu bare, dårligt nok noget, der er værd at skrive hjem om. Det er jo bare hverdag. Ja, men vi skrev nu alligevel om det. For måske er det alligevel noget at skrive hjem om. Vi håber i alt fald, at I synes det er interessant at høre om. Når vi sådan sidder og skriver finder vi i alt fald ud af, at det måske ikke er helt så almindeligt, når man sidder i Danmark.
Vi ønsker jer alle en god sommer. Her ser vi frem til en lang sommerferie med gæster, og forhåbentlig mulighed for at se lidt mere af landet her.
Kærlig hilsen
Anders og Else