Det er nu præcis et år siden vi var til ansættelsessamtale i Sudanmissionen. Men der skulle så gå næsten et helt år, inden vi nåede helt frem til vort endelige bestemmelsessted: præsteseminariet Brønnum Lutheran Seminary (BLS) i Mbamba ved Yola, Nigeria. Men nu er vi her altså! Vi kom den 2. februar, så nu har vi snart været her i en måned.
Men der er jo sket en del siden vores sidste fællesbrev. Bl.a. har det jo været jul. Det var jo lidt svært at komme i julestemning, når træerne er grønne og det er mellem 25 og 30 graders varme, men vi gjorde da, hvad vi kunne. Vi fejrede dansk jul på Dogon Dutse i Jos sammen med de andre danske missionærer, der på det tidspunkt boede der, så julestemningen indfandt sig da. Det hjalp jo også noget, at der var mange børn.
Juleaftensdag købte vi bil. Egentlig havde vi helst været fri for at køre i bil her. Trafikken er vild, og vejene er meget dårlige. Og det giver altid en masse besvær at have bil. Men afstandene er store i Nigeria, og uden en bil er man meget fastlåst. Så nu har vi altså en Peugeot 505. Den er ti år gammel og er importeret fra Frankrig. Mange af de brugte biler, der udbydes her i Nigeria, er hentet i Europa. Også Peugeot'er selv om de også laver dem i Nigeria. Vi gav 450.000 naira for den. Det svarer til ca. 32.000 kr. Når man handler bil her i landet, sker det kontant. Der er ikke nogle, der stoler på en check og på bankerne. Den højeste pengeseddel er på 50 naira, så der skal en stor kuffert til rumme 450.000 naira. Men det var jo så sådan en slags julegave.
Vi fik en anden julegave julemorgen (det var jo næsten helt efter den amerikanske juletradition). Der kom vores tønder nemlig. Vi har ni store blå plastiktønder, som vores medbragte jordiske gods var i. Dem pakkede vi færdig sidst i august, men det har altså taget fire måneder at få dem herned med luftfragt. Men i alt fald dukkede de op klokken kvart over syv julemorgen. Så vi stod på hovedet i udvalgte tønder for at finde godbidder. Vi skulle jo stadig ca. 600 km østpå, og vi havde kun begrænset plads på Dogon Dutse, så der kunne ikke blive tale om at pakke det hele ud.
Grunden til at vi opholdt os de første tre måneder på Dogon Dutse i Jos, var jo, at vi skulle lære hausa. Efter den første introduktion til sproget fik vi så i januar ny hausalærer og sproghjælper. Det betød, at vi fik en intensiv undervisning de sidste uger. Læreren kom 2-3 timer formiddag eller eftermiddag og lærte os forskellige grammatiske ting , udtryksmåder og gloser og fortalte noget om kulturelle forhold, og så gav hun os opgaver. F.eks. skulle vi skrive om vores familier og om os selv. Om hvad vi lavede i går, og hvad vi vil lave i morgen og i tiden frem til slutningen af januar. Selvfølgelig på hausa. Med sproghjælperen skulle vi så få de godkendte formuleringer til at komme, uden at vi så på det skrevne, og han stillede uddybende spørgsmål på hausa, som vi så skulle svare på. Det var virkelig godt. Det var dejligt at opleve, at vi forstod langt det meste af sproghjælperens timelange grundige beretning om, hvordan man fejrer jul i Nigeria. Blot han talte langsomt og tydeligt gik det ret godt. Langt de fleste gloser havde vi faktisk inde passivt! Det er nu sjovt at lære et nyt sprog. Men her er det ikke let at dupere folk med ens sprogkundskaber. Der er mange, som kan forstå og tale 6-8 forskellige sprog! Mange taler foruden deres stammesprog, hausa, fulfulde (nomadefolket, fulanernes sprog) og engelsk og så måske et par af nabostammernes sprog.
Vi vil ikke prale med, at vi nu taler hausa. Men vi forstår da en del af, hvad der foregår rundt omkring os. Og vi kan da også gøre os nogenlunde forståelige. Men det er jo først nu, at vi virkelig skal til at bruge det, selv om vores arbejdssprog bliver engelsk. Så vi må se at tage os selv i nakken for ikke at blive dovne og udelukkende snakke engelsk. Vi skal arbejde videre med hausaen og se at blive bedre.
Efterhånden er vi ved at komme i orden, selv om der stadig mangler nogle ting hist og her. Men vi skal jo også først have fundet ud af, hvem man får til at gøre forskellige ting for én (så som sætte en stikkontakt op her og en hylde der), og hvor man får fat på et søm og en hynde til sofaen osv. Men der er ved at blive rigtigt hyggeligt i vores hus. Det er et trefløjet hus, ligesom en hestesko. Der er en stor stue, der er delt op i en spiseafdeling og en dagligstue. Så er der soveværelse og et kontor. Og et badeværelse. Der er ikke varmt vand, men der er et system med en spand man kan hejse op, når man har hældt varmt vand i den. Eller i den varme tid hælder man koldt vand fra køleskabet i. Men ellers er der en bruser. Vandet i den er lunkent. Men vi er jo også i den kølige årstid. Om natten bliver det ned til 18 grader og om dagen op til 33-34 grader. Men det føles nu ikke specielt varmt. Det er ikke sådan, at man går og sveder. Men det er nok fordi luften er så tør. Luftfugtigheden er på omkring 20%. Det er tørtid nu. Og der er en del harmattan, en vind der bringer fint støv fra Sahara. Hvis man tørrer støv af, kan man ikke se det en time efter. Så er alt tilstøvet igen. Og luften er meget diset. Men på grund af harmattanen er det altså ikke så varmt endnu, da det dels er en kølig vind og dels forhindrer støvet solen i at komme igennem og varme. Men i marts og april bliver det rigtig varmt siger alle folk. I skrivende stund er temperaturen oppe på 38,8 grader, så det er så småt ved at blive lunere. Nu har vi så fået installeret aircondition i vores soveværelse.
Blandt missionærer er der en standende diskussion, om man skal have aircondition eller ej. Der er dem der mener, at "rigtige" missionærer ikke har aircondition, fordi det er med til at øge afstanden til de mennesker vi bor og arbejder i blandt. Vi tror imidlertid ikke, at en aircondition fra eller til gør nogen forskel. I forvejen er vi så umådelig meget rigere end de fleste af de mennesker vi har noget med at gøre, selv om vi efter danske normer lever forholdsvis spartansk her. F.eks. koster den computer dette brev er skrevet på, noget der svarer til 12-14 års løn for en præst. Det er sådan noget, der er til at blive helt dårlig af at tænke på. Men der er ikke nogen, der vil blive lykkeligere af, at vi sad i sæk og aske og lod som om vi var lige så fattige som vores naboer her. Folk er godt klare over, at hvide mennesker har mange penge, og at de har nogle andre behov for at kunne klare sig. Og hvis vi skal kunne gøre et fornuftigt stykke arbejde her, er vi nødt til at kunne sove nogenlunde om natten, så vi er udhvilede. Og det kan vi ikke i 40 graders varme.
Nå, men det var vores hus vi kom fra. Køkkenet er ret spartansk. Køkkenbordet er af cement. Vi skal have lavet nogle hylder og lidt skab. Vi var ude at købe nyt komfur i Jos. Der er to elkogeplader og to gasblus. Og så en elektrisk ovn. Så kan vi altid lave mad, også selv om der ikke er noget strøm. Og det hænder jævnligt, selv folk siger, at det skulle være forholdsvist stabilt her på Mbamba. Her har vi også den fordel, at vi kan drikke vandet direkte fra hanen. Det er der ikke mange andre steder i Nigeria, man kan. Normalt kan man ikke engang børste tænder i vandet. Og så er vi også heldige, at der i det hele taget kommer vand ud af hanen. Det gør der f.eks. kun sjældent i Numan, hvor mange af de andre danske missionærer bor. Men alligevel har vi nu fyldt to blå tønder med vand, én i køkkenet og én på toilettet. Man ved jo aldrig, hvor længe det varer. I begyndelsen af måneden var der f.eks. et fly der fløj ind i en højspændingsmast på grund af harmattanen. Det betød, at der ikke var strøm i to dage. Og når der ikke er strøm, kan der ikke pumpes vand op i vandtanken, så når tanken er tom, er det også slut med vandet.
I forbindelse med køkkenet er der et "store-room" (skal udtales på engelsk), altså et spisekammer. Der har vi lagrene af fødevarer og rengøringsmiddeler. Man køber ind på en lidt anden måde her. Forleden købte vi f.eks. en sæk med 50 kg mel. Det står også i en blå tønde. Vi skal nok også have en sæk sukker og en sæk mælk. Mælk her er nemlig tørmælk. Vi bruger det mest til at lave yoghurt af. I eftermiddags lavede vi en portion yoghurt, men den blev nu ikke så god. Det blev noget tyndt sjask, men nogle gange mislykkes det altså. Alle gulve er af glat cement, men det vænner man sig nu hurtigt til. Det er også meget praktisk her. Vores hus ligger meget centralt, så der er altid folk omkring huset, og da vinduerne jo altid er mere eller mindre åbne, kan man hele tiden høre folk, der snakker. Og ikke mindst børn, køer, geder, høns, haner og hunde. Hanerne galer på de mest ureglementerede tidspunkter.
Som det er fremgået af ovenstående beretning, har vi i den sidste tid mest bevæget os i vores egne små cirkler, hvor vi har været travlt optaget af at pakke ud og indrette hus. Endnu er vi ikke rigtig begyndt på vores arbejde. Eller det vil sige, at vi er begyndt at forberede os på det. Skolen starter det ny semester den første uge i marts, så Else har travlt med at forberede sig. Hun skal undervise i følgende fag: Introduktion til de synoptiske evangelier (2 timer om ugen), Jesu liv og lære (2 timer) og Kanaanæiske guder og Israels Gud (3 timer om ugen), men det er noget uoverskueligt, hvad fagene indeholder, og hvad niveauet er. Hun er også i gang med at orientere sig i biblioteket her, dels for selv at hente oplysninger og dels for at få et indtryk af, hvad de studerende har adgang til. De har nemlig ikke selv råd til at købe bøger. Derfor er de meget afhængige af lærerens notater og biblioteksbøger. Og så er hun også meget spændt på at møde de studerende. De er jo nok en del anderledes end de danske gymnasieelever, hun er vant til!
Anders er i gang med at sætte sig ind i regnskab og budgetter for BLS. Også her er budgetterne præget af nedskæringer, så det er svært at skaffe penge til selv de mest elementære ting. Og i det sidste års tid har der ikke rigtig været ført noget regnskab, så der er en del, der skal ordnes og ryddes op i, før der er overblik over tingene. Men så er det da til at se resultater af arbejdet. Og når pengene er små, er det endnu mere nødvendigt, at der er styr på dem, så de kan blive udnyttet bedst muligt. Så han glæder sig også til at få det store overblik og få indført nogle procedurer og rutiner, der får tingene til at køre glat. Selv om han jo nok også nogle gange kommer til at støde panden mod den afrikanske virkelighed. Men det kan jo også være lærerigt.
Brønnum Lutheran Seminary er jo et præsteseminarium. Skolen har til huse et sted, hvor der tidligere har været landbrugsskole, så det er lidt ude på landet, men dog ret tæt ved byerne Yola og Jimeta, der nærmest er vokset sammen. Skolens område dækker et meget stort areal, så der er masser af luft og grønne arealer. Dvs. på denne årstid er det hele nu ret gråt af støv, og græs og buske er brændt af, så det kan godt se lidt trøstesløst ud. Der er ca. 100 studerende, og de bor alle på skolen, ligesom alle lærerne bor her. Nu er der ikke noget der hedder uddannelsesstøtte, så ved siden af studierne driver de studerende landbrug. Det er ikke altid det fremmer koncentrationen, at de har været i marken fra klokken fem om morgenen, før de møder til dagens undervisning. I teorien kan de studerende have deres familier boende, når de når anden årgang, men der er mangel på huse, så det er først i de ældre klasser, at familierne kan komme med. Uddannelsen varer fire år. Det kan godt være svært at være adskilt fra familien så længe, og det er heller ikke godt, at manden får en uddannelse og udvikler sig åndeligt og intellektuelt, mens konen bare går hjemme i landsbyen. Navnlig ikke når hun senere skal være præstekone og støtte sin mand i hans arbejde. For de fleste af de studerende er mænd. Der er kun 12-15 kvindelige studerende.
Vi er blevet godt modtaget her. Mange kommer til vores dør og hilser på. Det bruger man meget her. Og vi har også et par gange været inviteret ud at spise hos nigerianske kolleger.
Vi har heller ikke hele tiden gået i vores lille hus. I søndags var vi således til den store kristenmøde i Ganye. Der overværede vi, at den præsiderende biskop David Windibiziri blev udnævnt til ærkebiskop. Nu er en ærkebiskop i en luthersk kirke jo en sjældenhed, men det er vores fornemmelse, at man bare har valgt titlen fordi det lyder fint, uden egentlig at overveje de teologiske implikationer. Der skal nok slås nogle knuder på tungen, før vi får lært at sige "ærkebiskop".
Ved samme lejlighed blev der ordineret nogle og tredive præster, deriblandt den anden kvindelige præst i Kristi Lutherske Kirke i Nigeria (LCCN). Så på den front går det da langsomt fremad, selv om vi stadig mangler at se en kvindelig præst i et præsteembede.
Kristenmødet er ellers en festlig og farverig (og støvet) begivenhed, hvor folk fra hele kirken er sammen i 3-4 dage. Så får man virkelig følelsen af, at det er et større fællesskab man er del af. Kirken er dog stadig plaget af en lang og udmarvende kirkestrid. Det er næsten umuligt for os at gennemskue, hvad striden egentlig drejer sig om, men vi håber og beder til, at der snart kommer en endelig afgørelse. Hele stemningen præges af denne strid, og der er en tendens til, at al initiativ dræbes. Den har også betydning på det personlige plan for mange. Sagen har netop været for militær-administratoren her i Adamawa delstaten, men han vaskede sine hænder, og ville ikke træffe nogen afgørelse. Så nu skal den muligvis for centralregeringen i Abuja. Her er en kirkestrid nemlig ikke kun noget, der angår kirken. Det er noget, der kan påvirke den offentlige ro og orden, så derfor blander regeringen sig.
Men som sagt er det meget svært at finde ud af hvad der foregår, så det må andre mere indsigtsfulde folk berette om. Det skal dog også siges, at her på Mbamba mærker vi ikke så meget til striden. Vi bor jo lidt ude på landet, og vi synes, at stemningen er god her.
I går var Anders med Erling Hauge Jensen, der også bor på Mbamba og arbejder i fulani departementet, på en tur til en Koma landsby. Koma-folket bor meget afsides i nærheden af grænsen til Cameroun, men LCCN har et frugtbart arbejde iblandt dem . Der er godt to timers kørsel herfra ad vanskeligt passable hjulspor. Og så er man i det "rigtige" Afrika, hvor der ikke er elektricitet og hvor biler er en sjældenhed, og hvor alle huse og hytter er lavet af det lokale ler og græs. Der er meget mere roligt og rent end i de meget hektiske, støjende og beskidte byer. Men helt uden for civilisationen er man nu ikke, hvilket man bliver mindet om, når der pludselig ude i denne fjerne landsby i Afrika kommer en mand gående med en rød plastikbærepose, hvorpå der med store bogstaver står "SUPERBRUGSEN". Så Brugsens reklameafdeling gør sandelig et grundigt stykke arbejde!
Og med tankerne således vendt mod det hjemlige vil vi slutte for denne gang. Vi sender mange tanker og gode ønsker til jer alle, og håber at I kommer godt over vinteren. Det er noget vi ikke misunder jer, den lange, mørke, klamme, kolde vinter. At vi måske så godt i den kommende tid kan komme til at ønske os noget af jeres kølighed er så en anden sag. Og det danske forår kan vi måske også komme til at savne. Hvilket også bringer os til at ønske jer god påske, når den tid kommer!
Kærlig hilsen
Anders & Else
