Det der provokerede os mest, var troen på ånder

Fællesbrev nr. 1, skrevet i Jos 1. december 1996

Kære Venner!

Så må det være tid til vores første fællesbrev. Der skulle være en chance for at det kunne nå frem inden jul. Selv om vi ikke rigtig kan forstå, at det i dag er første søndag i advent, og at der kun er fire uger til jul. Vi sidder i skyggen af et mangotræ i 30 graders varme, og solen stråler fra en skyfri himmel. Og nu har vi været i Nigeria i en måned. Men vi må hellere starte med begyndelsen.

Vi startede vores uddannelse som missionærer med et forberedelseskursus på Haslev Udvidede Højskole de første 14 dage af august. Her var vi sammen med folk fra Santalmissionen, DMS og Folkekirkens Nødhjælp, som skulle udsendes for kortere eller længere perioder. Flest på holdet var der dog fra Sudanmissionen. Vi har haft fornøjelsen af at møde de fleste af dem igen her i Nigeria.

Kurset i Haslev var meget koncentreret. Vi lærte om praktiske ting i forbindelse med udrejsen, pakning, tropesygdomme, takt og tone i Afrika, islam, missionshistorie, og hvad man nu ellers kunne nå i løbet af 14 dage. Det var et særdeles godt og veltilrettelagt kursus. Det var også godt at udveksle erfaringer og tanker med andre i samme situation.

Næste skridt i uddannelsen tog vi, da vi den 12. september drog til England for at studere på the Selly Oak Colleges i Birmingham. Den første uge var vi på et særdeles intensivt Bibelkursus. Derefter startede vi på Missionskurset. Her havde vi mange af de samme ting vi havde haft i Haslev, men selvfølgelig meget grundigere. Vi havde fag som "Tværkulturel læsning af Biblen", "Tværkulturel kommunikation", "Markus evangeliet i missionsperspektiv", "Kristent svar på islam" og "Tredjeverdens teologi".

Selly Oak er et utroligt spændende og inspirerende sted. På College of the Ascension, hvor vi boede, var vi ca. 40 mennesker fra mindst 25 forskellige lande. Og på hele Selly Oak var der folk fra 72 lande, de fleste fra Afrika og Asien. Vi havde undervisning sammen med mange af dem. Så går det for alvor op for én hvor universel kristendommen er, og begrebet Verdenskirken får en hel konkret betydning. Det var meget spændende, provokerende og foruroligende at diskutere med alle disse dejlige mennesker fra vidt forskellige kulturer.

Noget af det der provokerede os mest var nok troen på ånder. Det er der ikke plads til i vores verdensbillede, men for folk fra Afrika og Asien, ja, fra det meste af kloden, er det en særdeles konkret realitet. Og det er vel egentlig kun i vores lille hjørne af verden i de sidste par hundrede år, at ånderne er gledet ud af verdensbilledet. Så måske er det os, der har afskåret os fra en dimension af tilværelsen. Men det er helt sikkert noget vi bliver nødt til at forholde os til her i Nigeria. Så muligvis er vi blevet klogere om et par år.

Vores planer betød, at vi måtte rejse fra Birmingham midt i kurset. Den 30. september rejste vi nemlig til Nigeria.

Vi blev hentet i Kano af Jens Nielsen og Bent Storbjerg. Det første indtryk af Nigeria var, at det var totalt kaos: trafikken, mennesker alle vegne, skidt og møg.

Vejen fra Kano til Jos, hvor vi er nu, er ret trafikeret og går gennem ret tæt befolkede områder, så det bestyrkede indtrykket. Samtidig er den ret dårlig på lange strækninger. Så det var en ren lise at komme til Dogon Dutse med frikadeller og brun sovs. Dogon Dutse er kirkens gæstehjem i Jos. Det drives af Jens og Anne Marie Nielsen, og er som en lille grøn dansk oase midt i Afrika.

Vi skal bo her til omkring 1. februar, da vi er ved at lære hausa, det mest udbredte sprog i det nordlige Nigeria. Der er da fremgang at spore i vores hausa kundskaber, men tingene skal gentages og gentages og gentages før de sidder fast. Men vi synes det er skægt at lære et helt nyt sprog. Oplevelsen af at de totalt uforståelige lyde folk går og siger faktisk viser sig at have mening, og at man kan forstå noget af meningen. Det er også en fantastisk oplevelse, at der er nogle der forstår de underlige ord, vi har lært at sige.

Hver formiddag har vi to timers undervisning med Kefas, som vores lærer hedder. Det er alt rigeligt. Vi kan nok ikke kapere mere end det. Resten af dagen øver vi så det vi har lært.

I sidste uge var vi i Mbamba, hvor vi skal bo og arbejde. Det er ca. 600 km herfra, så det er en ordentlig køretur. Der er store afstande i dette land. Vi kørte med Elisabeth Vingborg, som har været missionær herude i 35 år. Så hun er den rette til at introducere os for de rigtige mennesker, vise os de forskellige steder, fortælle om takt og tone osv. Dertil er hun en herlig kone.

Vores første indtryk af Mbamba var særdeles positivt. Det er en præsteskole, som ligger ca. 10 km uden for byen Yola i landlige omgivelser. Skolen dækker et meget stort område, så der er god plads mellem bygningerne. Vi mødte rektoren og vicerektoren, samt en del af de øvrige lærere. Det lod til at vi var meget savnede på stedet.

Det er tanken, at Anders skal være Business Manager. Dvs. han skal stå for regnskaber, budgetter, lønudbetalinger m.v. Det bliver spændende at se, hvad det egentlig vil indebære.

Else skal undervise på præsteskolen. I øjeblikket er hun ved at overveje, hvilke fag hun skal ønske sig.

Vi mødte også Ingelise og Regin Benner, som bliver vores fremtidige kolleger og naboer. Virkelig søde og hjælpsomme mennesker, som vi glæder os til at lære nærmere at kende. Desværre skal de på 10 måneders orlov fra marts, men vi får da en månedstid sammen til at begynde med.

Så fik vi også set det hus vi skal bo i. Det ser ud til at være et rart hus. Tidligere har det været beboet og Karen og Niels Rønnest og senest af Kaja og Nemuel Baba. Men det kommer I til at høre mere om.

Nu går vi og venter på tønderne med vores gods. De var klar til afsendelse sidst i august, men luftfragt til Nigeria er åbenbart ikke den hurtigste sag i denne verden. Vi håber de når frem inden jul, for nu har vi levet i en kuffert i tre måneder, og trænger snart til nogle andre sko og bukser. Men Jens vil gøre alt hvad der kan gøres herfra for at de når frem, for med den samme forsendelse er julegaverne til de øvrige missionærer.

Og så er vi tilbage ved det utrolige, at det er første søndag i advent. Så vi ønsker alle vore venner en glædelig jul og et godt nytår!

Kærlig hilsen

Else & Anders